Falk fuldender FCK-comeback

AaB smed en tomålsføring ved pausen, da FC København onsdag sikrede årets første sejr.

FC København kom tilbage fra 0-2 og vandt kampen ude mod AaB med 3-2. Rasmus Falk scorede det afgørende mål til slut. Foto: Henning Bagger/Scanpix
Udgivet Opdateret

FC København vendte i årets første kamp et truende nederlag til sejr, da holdet gæstede Aalborg i forårspremieren onsdag.

Debuterende AaB-cheftræner Marti Cifuentes måtte dermed se hjemmeholdet smide en føring på 2-0 ved pausen af opgøret, som københavnerne vandt 3-2.

Gæsterne vendte kampen fuldstændigt i anden halvleg, hvor Rasmus Falk scorede FCK’s tredje mål til slut.

I opgøret lagde AaB bedst ud med en markant boldbesiddelse. Det var dog, når FC København sad på bolden, at nordjyderne viste sig som farligst.

Det var nemlig omstillingerne, som hjemmeholdet satsede på. Alt imens var gæsterne mere tålmodige i det opbyggende spil. AaB formåede dog at bryde det flere gange og gjorde sig farlige i de situationer.

Ti minutter inde i kampen bragte midtstopperen Rasmus Thelander hjemmeholdet fortjent foran, da han skruede et hovedstød mod det lange hjørne efter et hjørnespark.

Det udbyggede 18-årige Marcus Hannesbo fem minutter før pausen. Tim Pricas indlæg ramte en af udeholdets spillere, hvorefter bolden faldt ned ved kantspilleren. Dermed scorede han i sin debutkamp i Superligaen.

Syv minutter inde i anden halvleg reducerede Karlo Bartolec, da indskiftede Mustapha Bundu fandt sin nye holdkammerat. Fra feltet sendte backen et skud mod mål, som snittede Rasmus Thelander og snød Jacob Rinne i AaB-målet.

Kort efter udlignede Jens Stage for gæsterne, da Jonas Wind dirigerede et hjørnespark videre med hovedet.

Med 12 minutter tilbage gjorde midtbanespilleren Rasmus Falk det til 3-2 for gæsterne, da han kørte et hurtigt samspil med Jonas Wind, der snød det nordjyske forsvar.

Med en følt afslutning sikrede han de tre point til FC København i forårspremieren.

Dermed hopper cheftræner Jess Thorups mandskab op på femtepladsen i Superligaen.

Powered by Labrador CMS