Find dine gamle plader: De kan være tusindvis af kroner værd

Ligger du inde med velholdte vinyler fra 60'erne og 70'erne? Din personlige pladesamling kan være mange penge værd.

Har du en god velholdt plade med Sods, så kan den være tusindvis af kroner værd. Foto: Scanpix
Har du en god velholdt plade med Sods, så kan den være tusindvis af kroner værd. Foto: Scanpix
Udgivet Opdateret

Har du arvet en solid stak vinyler fra din onkel – eller købt en bunke lp’er på et loppemarked?

I så fald er der god grund til at tjekke de gamle sorte skiver igennem. De kan nemlig være guld værd i dag. For det rette eksemplar giver landets entusiastiske samlere gerne flere tusind kroner.

– Hvis en plade skal være noget værd, skal den være i pæn stand, den skal være gammel, og så må det gerne være en eksotisk udgivelse, fortæller vinylekspert Jesper Hansen, der er indehaver af pladeforretningen Sound Station i København.

Ligger du eksempelvis inde med lp’en “Minutes To Go” fra de danske punklegender Sods, som senere blev til Sort Sol, kan du være heldig at tjene et par tusind kroner.

Det samme gælder, hvis du har gamle udgivelser liggende inden for genrer som 60’ernes moderne jazz eller 70’ernes psykedeliske rock.

– Det er gerne de lidt besværlige genrer, samlerne er ude efter, fordi pladerne ofte er trykt i et mindre oplag. Med store kunstnere som The Beatles, Bob Dylan eller David Bowie er det de mere sære og skæve udgivelser, samlerne efterspørger, siger Jesper Hansen.

– Jeg har for eksempel en Bob Dylan-samler, som opkøber plader, der er trykt i lande som Indien og Brasilien. Den slags går måske til 1000 kroner stykket.

De her plader kan du droppe

Til gengæld kan du frasortere vinyler i pladesamlingen, hvor de sorte riller byder på underholdningsmusik, opsamlinger eller dansk popmusik fra 70’erne og 80’erne.

– Det er genrer, som udkom i en periode, hvor vinylen blev solgt i et stort oplag, så pladerne er ikke svære at finde og har derfor ikke samme værdi, forklarer Jesper Hansen.

Den stigende rift om det tidligere så bedagede lp-format hænger ifølge trendforsker Louise Byg Kongsholm blandt andet sammen med det hastigt skiftende samfund, vi befinder os i.

– Der har altid været samlere af eksempelvis vinyler, men i takt med at digitaliseringen har taget over, er der sket en modreaktion, hvor folk søger mod de fysiske formater igen, forklarer Louise Byg Kongsholm, der til dagligt er direktør i Pej Gruppen.

– Modsat streaming er man jo næsten stavnsbundet til pladespilleren, når man hører en lp. Pladen skal vendes og passes godt på, og jeg tror, det blandt andet er den langsommelighed omkring mediet, som tiltaler mange folk.

Uanset om din pladesamling gemmer på sort guld eller ej, kan du også overveje at beholde dem selv.

– Vinyler fra dengang siges generelt at lyde bedre, og så er det bare en særlig lytteoplevelse at sætte en rigtig plade på, siger Jesper Hansen.

Powered by Labrador CMS