For Riddersholm er målsætningen klar

Sønderjyskes cheftræner, Glen Riddersholm, er mere end klar til at forsvare holdets titel i Sydbank Pokalen

Glen Riddersholm, Sønderjyskes træner, gik skuffet fra banen søndag eftermiddag med et nederlag til Vejle i Superligaen. Nu vil holdet rejse sig på onsdag mod Fremad Amager i pokalen. Foto: Claus Fisker/Scanpix
Udgivet Opdateret

Selv om Sønderjyske led et nederlag til Vejle Boldklub søndag i Superligaen, er klubben fortsat opsat på at kunne vinde Sydbank Pokalen, hvor mandskabet er forsvarende mester.

Næste opgave for Sønderjyske i pokalturneringen er på onsdag, hvor Glen Riddersholms tropper på udebane skal op imod 1. divisionsklubben fra Fremad Amager, som i sidste runde slog Brøndby ud efter straffesparkskonkurrence.

Vil selvfølgelig vinde

Målsætningen for Sønderjyske er at forsvare pokaltitlen, hvilket ikke har ændret sig efter holdets nederlag til Vejle.

– Målsætningerne er, som de altid er. Vi går selvfølgelig efter at vinde og forsvare vores titel, siger Sønderjyske-træner Glen Riddersholm.

Sønderjyskes midtbanespiller Rasmus Vinderslev, der var en holdets bedste spillere mod Vejle, ser frem til pokalopgøret. Men først skal truppen komme ovenpå igen.

– Det er en anden opgave mod et anderledes hold på onsdag, hvor vi først og fremmest skal blive friske igen. Derudover skal vi arbejde hårdt på træningsbanen de kommende dage frem mod kampen.

Kræver ordentlig forberedelse

Midtbanespilleren mener, at holdet har, hvad der skal til for at få et godt resultat med hjem fra Amager onsdag.

– Hvis vi forbereder os godt til kampen, så er jeg sikker på, at vi nok skal få en sejr på onsdag, siger Rasmus Vinderslev.

Sønderjyske vandt Sydbank Pokalen sidste år, efter mandskabet slog AaB med 2-0 i finalen.

Powered by Labrador CMS