Forfærdelig og dødelig tis-sygdom i stigning

Statens Serum Institut har oplevet en stigning i antallet af påviste tilfælde af en frygtelig - dog sjælden - sygdom.

Udgivet Opdateret

Statens Serum Institut (SSI) oplyser i en pressemeddelelse, at der er noteret en stigning i antallet af påviste tilfælde af smitte med sygdom leptospirose. Sygdommen er frygtelig, men dog sjælden. I løbet af 2017 og 2018 blev sammenlagt 42 personer smittet med sygdommen, og det er en ret stor stigning.

Leptospirose forårsages af en infektion med spirokæter fra bakterieslægten Leptospira, som findes naturligt i mange pattedyrs urin. I Danmark bliver de fleste smittet på den ene eller anden måde gennem rotter eller mus. Sygdommen kan blandt andet overføres i forbindelse ferskvand og kloakvand.

I 2016 blev 15 personer meldt smittet, mens der i 2010 blot var seks tilfælde. Derfor ligger det instituttet på sinde, at danskere er opmærksomme på, hvordan man skal handle, hvis man er udsat for smitte. Du kan læse, hvordan det kan ske i galleriet over artiklen.

“Symptomerne er ofte ukarakteristiske i begyndelsen af sygdommen og kan ligne influenza-symptomer. I de alvorlige tilfælde, kaldet Weils sygdom, er der en relativt hurtig indtræden af lungeinfektion og organsvigt”, skriver SSI.

Rask kvinde døde på kort tid

I 2016 bragte SSI en række eksempler på, hvordan sygdommen udvikler sig. Blandt andet blev en 45-årig ellers rask og rørig kvinde indlagt på hospital med influenzalignende symptomer. De helt klassiske som hovedpine, feber og generel dårligdom.

Patienten blev behandlet med blandt andet penicillin, og hun fik også intravenøst drop med det for øje at genoprette elektrolytbalancen og blodtrykket.

Blot otte timer efter indlæggelsen blev der observeret en svær lungeblødning, og ganske kort efter fik patienten hjertestop og døde efterfølgende. Sygdommen leptospirose blev først påvist efter kvindens død.

Hun havde desuden oplyst, at hun to uger før indlæggelsen var blevet bidt af en rotte på sin egen gård. To dage før indlæggelsen havde kvinden kontaktet vagtlægen på grund af svære rygsmerter.

Et andet af eksemplerne nævner en ung mand, der blev indlagt med lignende symptomer. SSI vurderer således, at han er blevet smittet i forbindelse med et sportsarrangement, hvor han skulle svømme og løbe gennem blandt andet åer og stubmarker iført løbesko og svømmedragt med korte ærmer. I den forbindelse kan han have fået sår eller rifter, så smitten er kommet ind i blodet.

Powered by Labrador CMS