Fra jernhård lady til mode-kvinde

Rikke Solberg vandt EM- og VM-medaljer med det danske håndboldlandshold. Siden 2000 har hun solgt modetøj i egen butik. Den 6. februar fylder hun 50 år

Udgivet Opdateret

I 1990’erne var håndboldspilleren Rikke Solberg en del af det uforglemmelige landshold, der i folkemunde gik under navnet “De Jernhårde Ladies”.

I flere år var playmakeren en vigtig brik på det hold, der vandt medaljer ved EM og VM, før skader tvang hende til at stoppe.

I dag driver Rikke Solberg, som 6. februar fylder 50 år, sin egen modebutik i Egå nær Aarhus.

Mange husker nok Solberg som et af ansigterne på dansk kvindehåndbolds storhedstid.

Med 84 landskampe og 185 mål i perioden 1991-1996 var hun med, da Danmark vandt sine første medaljer siden 1962.

VM-sølvet i 1993, EM-guldet året efter og VM-bronzen i 1995 førte Danmark helt op i verdenseliten, og da der i 1996 blev hentet OL-guld, kulminerede de danske håndbolddrømme.

Desværre for Rikke Solberg blev den sommer lidt af en personlig skuffelse.

Kort før OL blev hun skadet i knæet, og hun spillede aldrig en landskamp igen.

– Det vil altid stå for mig som min største skuffelse. Det var en barsk oplevelse. Jeg tænker tit på, at det ville have været sjovt med den guldmedalje. Men sådan skulle det ikke være. Det er bittert, sagde hun i 2003 til B.T.

Karrieren fortsatte på klubplan, men skader blev ved med at volde problemer.

I 2002 tog hun endegyldigt konsekvensen og stoppede karrieren efter at have været forbi klubber som GOG, Viborg HK, Aarhus HK og Skovbakken.

På det tidspunkt var hun allerede godt i gang med sin tøjbutik, som blev åbnet to år forinden.

Det gik så godt, at hun i 2011 udvidede med en netbutik, som ligesom den fysiske butik fortsat bærer den tidligere håndboldspillers navn.

Powered by Labrador CMS