Frode Munksgaaard har nok at lave: Derfor ser du ham ikke på TV mere

Han stoppede på DR efter flere årtier som et kendt ansigt. I dag laver han alt muligt andet.

Udgivet Opdateret

Frode Munksgaard har arbejdet med mangt og meget gennem sit liv som journalist. Læsere af denne artikel husker ham måske fra Hammerslag, der stadig kører på DR eller fra Profit. I sidstnævnte program kørte Frode rundt i en BMW og handlede med alverdens ting, for at score profit, for øjnene af landets befolkning.

Men i 2004 var det slut på DR. 29 år blev det til for Danmarks Radio og nu, 14 år senere, kunne man måske tro, at Frode var blevet pensionist. Det er dog langt fra tilfældet.

Newsbreak.dk fanger Frode en onsdag formiddag, og man kan nærmest få åndenød over alle de ting, han nævner, der er en del af hans hverdag.

– Jeg lever som freelancejournalist, jeg skriver bøger, jeg bruger meget tid på vinimport. Jeg holder foredrag, rejser og spiller golf. Jeg sælger min krop til hvad som helst, siger Frode og slår en latter op.

Passet op på gaden

Da han var på DR, lå arbejdsopgaverne i faste rammer, lagt af nogle andre end ham selv. Nu er han sin egen redaktør, han har nok at lave, og han ved godt, at fortiden på DR åbner nogle døre, det ellers kan være svært at åbne.

– Det er der ingen tvivl om, men jo længere tid jeg er væk fra skærmen, jo mere falmer det, siger han.

Han bliver dog stadig genkendt på gaden, men hvor det i dag oftest er gensynets glæde fra folk, der husker ham som en jovial mand på TV, var det noget andet, da han lavede TV og lavede noget, folk havde en holdning til.

Et eksempel er programmet Profit, hvor hans karakter, Frode, havde en ansat, en ung mand ved navn Allan. De, der husker programmet, husker måske også, at Allan blev hundset lidt rundt med af sin chef. Sådan var der i hvert fald nogen, der oplevede dynamikken mellem de to.

– Folk har standset og skældt mig ud. De syntes, jeg behandlede Allan lidt for hårdt, fortæller han og understreger så, at det jo var skuespil, man så mellem de to herrer.

Savner ikke sit gamle liv

Alderen trykker altså ikke Frode, der fylder 69 til august. Han fortæller, at han håber at holde sig igang, til han falder død om, uden selv at opleve det.

– Min største frygt er at ende på et plejehjem. Det er det sidste sted, jeg vil lande, men jeg har ikke svært ved at holde mig i live, og jeg har aldrig haft så travlt, som jeg har i øjeblikket, fortæller han.

Den næste opgave, der ligger og venter, er Folkemødet på Bornholm, og har han ikke noget at lave, finder hustruen nok noget, der trænger til at blive frisket op eller fikset i huset eller i sommerhuset.

Han savner heller ikke livet som TV-vært.

– Det kan godt gibbe i mig hvis jeg synes, jeg har en god idé, siger han. Det betyder dog ikke, at han ville sige ja til en opgave som TV-vært. Faktisk er han ganske sikker på, at han ville sige nej.

– Det er noget, jeg har udlevet. Jeg har prøvet det, siger Frode Munksgaard.

Powered by Labrador CMS