Fun fact: Badehotellets darling var tiltænkt anden rolle

Vidste du...? Her får du flere sjove facts om 'Badehotellet'

Alle strand- og badescener optages ved Jammerbugten. Foto: Ritzau Scanpix
Udgivet Opdateret

Man skulle ikke tro det, men det tager faktisk en hel dag for skuespillerne at indspille blot fire minutter af ‘Badehotellet’. Det vil sige, at der går i alt 11 dage med at indspille et helt afsnit, som varer 45 minutter.

For forfatterparret Hanna Lundblad og Stig Thorsboe, som også danner par privat, er det en lang proces at skrive en sæson af ‘Badehotellet’. En proces på hele ni måneder.

Så det tager altså fem uger at skrive manus til ét afsnit. Hvor de første tre uger går med at tale om indholdet, så bruger parret de sidste to uger på koncentreret skrivning. Det er blot nogle få ud af mange “fun facts”, som man kan finde på TV2‘s hjemmeside, hvor de lister 19 ting, man måske ikke ved om ‘Badehotellet’.

200 lamper fremkalder sommerstemning

Der skal skabes den helt rette stemning af sol og sommer i ‘Badehotellet’. Der er opsat 200 lamper i Risbystudierne i Albertslund, som skal få solen til at skinne over Andersens Badehotel.

Når alle lamper er tændt, brænder i alt 50.000 watt over hovederne på skuespillerne. Det betyder, at der kan være næsten ulideligt varmt under optagelserne. Omkring 50 graders varme er målt.

Størstedelen af optagelserne finder sted i Risbystudierne. For på trods af, at hotellet ser meget livagtigt ud, eksisterer det ikke i virkeligheden.

Ifølge producent Michael Bille Frandsen var det nemlig ikke muligt at finde et eksisterende badehotel, som kunne danne autentiske rammer om serien, da de nuværende hoteller ligger i områder med moderne sommerhuse og anden bebyggelse, som gjorde det umuligt at skabe en illusion af ferielivet i 1920’erne.

Badehotellets facade er opbygget som en kulisse på en mark. Kulisserne spreder sig over et grundareal på 1800 kvadratmeter.

Det tog 15 håndværkere tre måneder at bygge det hele op fra bunden. Pånær et par sandklitter, der er placeret på hver side af hotelkulissen, er resten af omgivelserne skabt via computergenerering på såkaldte blue screens.

Efter optagelser er maden sundhedsskadelig

Hvis man har fulgt godt med i ‘Badehotellet’, så har man helt sikkert bemærket, at der bliver lavet og serveret mange lækre retter for gæsterne på Andersens Badehotel. Men der er faktisk ingen, som får glæde af maden. Den ryger nemlig direkte i skraldespanden efter optagelserne.

Forklaringen er, at man ikke vil byde nogen at spise maden efter mange timers indspilning under lampernes varme skær. En spisestuescene tager nemlig gerne seks-otte timer at indspille, så når optagedagen er slut, er maden ikke længere indbydende. Den ville være direkte sundhedsskadelig at indtage.

Endte som Amanda i stedet for Fie

Dengang castingen af seriens skuespillere fandt sted, gik Amalie Dollerup faktisk oprindeligt til casting på rollen som stuepigen Fie. Men hun syntes selv, at hun passede bedre til rollen som den temperamentsfulde og forkælede overklassepige Amanda. Derfor fik hun efter en del overtalelse også lov til at aflægge prøve på den rolle – og den gik som bekendt til hende. Imens Rosalinde Mynster endte med at spille rollen som Fie.

Lige for tiden sender TV2 ottende sæson af den danske hitserie. Og trofaste seere af ‘Badehotellet’ bliver nok glade for at finde ud af, at Hanna Lundblad og Stig Thorsboe samtidig er i fuld sving med at skrive en ny sæson. Så om godt og vel ni måneder skulle manuskripterne til niende sæson gerne være færdige.

Powered by Labrador CMS