Fyret: McDonald’s-topchef i pinlig affære

McDonald's har valgt at fyre sin administrerende direktør, fordi han har haft et forhold med en ansat.

Steve Easterbrook stopper øjeblikkeligt som administrerende direktør for McDonald’s. (Arkivfoto). Foto: Brendan Mcdermid/Reuters
Udgivet Opdateret

Steve Easterbrook stopper øjeblikkeligt som administrerende direktør for McDonald’s.

Det gør han, efter at han har haft et forhold til en ansat, hvilket er imod virksomhedens retningslinjer.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Ifølge McDonald’s har Easterbrook udvist dårlig dømmekraft ved at indlede et forhold til en ansat. Easterbrook erkender, at han har begået en fejl.

Burgergigantens bestyrelse tog beslutningen fredag efter at have gennemgået sagen nøje.

– Easterbrook stopper i virksomheden, efter at bestyrelsen har afgjort, at han har overtrådt virksomhedens retningslinjer og udvist dårlig dømmekraft ved for nylig at have indledt et samtykkende forhold med en ansat, skriver McDonald’s i en meddelelse.

Ny direktør

Fastfoodkæden uddyber ikke nærmere om Easterbrooks afgang. Heller ikke hvorvidt han er blevet fyret eller har fået lov til at sige op.

– Med tanke på virksomhedens værdier giver jeg bestyrelsen ret i, at det er tid til at rykke videre, skriver Steve Easterbrook i en e-mail ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Den nye administrerende direktør for McDonald’s bliver Chris Kempczinski, som hidtil har spillet en afgørende rolle i virksomhedens virke i USA.

– Steve (Easterbrook, red.) bragte mig til McDonald’s og var en tålmodig og hjælpsom mentor, siger Kempczinski ifølge nyhedsbureauet AP.

Kempczinski får ligeledes en plads i virksomhedens bestyrelse.

Artiklen fortsætter under videoen

Den nye direktør har “den rette blanding af evner og erfaring”, der skal til for at overtage topposten i virksomheden.

Det siger bestyrelsesformand i McDonald’s Enrique Hernandez Jr. i en meddelelse, skriver AFP.

Fastfoodkæmpen kunne i sit seneste kvartalsregnskab i oktober fremvise en omsætning, som var en smule under analytikernes forventning.

Som en af verdens største burgerkæde har McDonald’s mere end 36.000 restauranter i mere end 100 lande.

Franchisekæden blev grundlagt i 1940 i USA med hotdogs og altså ikke burgere på menuen. I 1981 kom kæden til Danmark.

Powered by Labrador CMS