Gravide får forskelsbehandling med ny gentest

Arkivfoto: Colourbox.
Udgivet Opdateret

Når regionerne til september får mulighed for at bruge en helt ny test, der kan påvise Downs Syndrom, er det ikke alle, der vil benytte sig af den.

Nogle steder har du som gravid kun mulighed for at få lavet en moderkageprøve, mens du andre steder vil få tilbudt den nye foster-diagnostik med en såkaldt NIPT-test, der ud fra en blodprøve fra moderen kan sige, om barnet med stor sandsynlighed har en af tre kromosomfejl, heriblandt Downs Syndrom. Det skriver DR Nyheder.

I Region Nordjylland og Region Hovedstaden vil de gravide fremover have begge muligheder. I Region Syddanmark holder man sig til moderkageprøven, og i Region Sjælland og Region Midtjylland vil udvalgte gravide få tilbudt den nye NIPT-test.

Hospitalerne og lægerne siger til DR Nyheder, det er problematisk, at der er forskel på regionernes tilbud. Bjarne Rønde Kristensen, der er ledende overlæge på Odense Universitetshospital, mener, det er helt afgørende, at Sundhedsstyrelsen laver fælles nationale retningslinjer for brugen af den nye NIPT-test.

»Det er et problem, hvis vi har forskelligartede tilbud rundt omkring i landet. Vi stiller den enkelte patient i en meget vanskelig situation, hvis der er forskellige tilbud,« siger han til DR Nyheder og pointerer, at der bliver brudt med en årelang tradition for, at gravide kvinder skal have samme behandlingstilbud uanset geografi.

Problemet er, at der er væsentlige forskelle på de to testformer. NIPT-testen finder langt fra alle de alvorlige kromosomfejl, som kan findes ved en moderkageprøve, som er det normale tilbud. Til gengæld er den helt uden risiko for barnet. Ved en moderkageprøve er der en risiko på under en halv procent for at fremprovokere en uønsket abort.

Powered by Labrador CMS