Hædret

Pris for årets forestilling går til "Ordet" på Aarhus Teater. Tommy Kenter får hæderspris ved årets Reumert.

Tommy Kenter vandt hædersprisen ved årets Reumert. (Arkivfoto) Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix
Udgivet Opdateret

En prisuddeling i skyggen af coronakrisen løb mandag aften af stablen på Folketeatret i København, da årets Reumert-uddeling blev afholdt. Blandt prismodtagerne var en lang række kendte ansigter, men også nye talenter.

Prisen for årets forestilling gik til “Ordet” på Aarhus Teater. Stykket er en nyfortolkning af den gamle klassiker, der handler om bonden Mikkel Borgen, som nægter sin søn at blive gift med sønnens elskede på grund af kvindens indremissionske ophav.

– Et brillant kammerspil for glædestrang og store himle, fuld af tidløs længsel, lyder det i begrundelsen for hyldesten til stykket, der ved udgivelsen høstede store roser fra anmelderne.

Årets Reumert er blevet uddelt siden 1998 og dækker hele scenekunsten i Danmark. Tidligere har Bikubenfonden arrangeret Reumert-priserne. Fra 2019 har en gruppe aktører inden for scenekunstbranchen dog stået bag. En jury bestående af 12 personer fra hele landet udpeger vinderne.

I årets udgave fik Tommy Kenter hædersprisen for sit lange virke i dansk scenekunst, mens Jens Albinus og Olaf Johannessen delte prisen for årets mandlige hovedrolle for præstationerne som tvillinger i “Det store stilehæfte” på Aarhus Teater.

Deles for første gang

Det er første gang, at to skuespillere deler prisen som årets mandlige hovedrolle.

Årets kvindelige hovedrolle tilfaldt Johanne Louise Schmidt for “Cyrano de Bergerac og Penthesilea”.

Simone Isabel Nørgaard tager prisen som årets dramatiker for opsætningen “Jordens Indre” på Folketeatret.

Coronakrisen har ramt dansk teater hårdt. Restriktioner har medført, at teatrene i perioder under krisen har haft helt lukket, mens de ved genåbningen er foregået med mange tomme sæder og afstand mellem publikum.

Netop derfor, lyder det i en pressemeddelelse fra Have Kommunikation om aftenens show, var der desto mere grund til at fejre scenekunstens aktører.

Trods coronakrise blev årets show afholdt med fysiske tilstedeværende – med behørig afstand og håndsprit.

Her er modtagerne af årets Reumert-priser

Mandag blev årets Reumert, prisuddelingen for scenekunst, afholdt. Og som traditionen byder, blev en lang række skuespillere, instruktører og dansere hyldet.

Her er vinderne af de 18 kategorier:

* Årets hæderspris: Tommy Kenter.

* Årets kvindelige hovedrolle: Johanne Louise Schmidt for “Cyrano de Bergerac og Penthesilea”.

* Årets mandlige hovedrolle: Olaf Johannessen og Jens Albinus for “Det store stilehæfte”.

* Årets kvindelige ensemblerolle: Sicilia Gadborg Høegh for “Penthesilea”.

* Årets mandlige ensemblerolle: Ole Sørensen for “Mod til at dræbe”.

* Årets danser: Astrid Elbo for “Bonnie & Clyde”.

* Årets sanger: Sine Bundgaard for “Idomeneo”.

* Årets instruktør: Sargun Oshana for “denungewertherslidelser”

* Årets scenedesign: Christian Albrechtsen og Mathias Hersland for “Lazarus”.

* Årets dramatiker: Simone Isabel Nørgaard for “Jordens Indre”.

* Årets Forestilling: “Ordet”.

* Årets børn-/ungdomsforestilling: “Skam 3”.

* Årets musikteater og musical: “Brøgger”.

* Årets opera: “Idomeneo”.

* Årets danseforestilling: “Kammerballetten 2019”.

* Årets performance: “Det Åbne Hjerte”.

* Årets særpris: “Dark Noon”.

* Årets talenter: Sonja Ferdinand (“Klædt af”), Lue Støvelbæk (“Stormene”), Emma Silja Sångren (“Apokalypse”), Mette Klakstein Wiberg (“Manifest for skrøbelige autoriteter”), Anna Balslev (“An Education”), Andrea Heick Gadeberg (“Sanne – The Musical”), Margaux de Valensart (“Carmen og Idomeneo”), Niels Erling (kunstnerisk leder af AKT1).

Kilde: Have Kommunikation.

Der blev i alt uddelt 25 priser i 18 kategorier. Otte af priserne gik til yngre talenter inden for scenekunsten.

Powered by Labrador CMS