Skip to main content

-Han kastede sig teatralsk

Sønderjyske-træner Glen Riddersholm var utilfreds med særligt én straffesparkskendelse mod FC København

Glen Riddersholm var uenig i flere af dommerens beslutninger i Sønderjyskes opgør mod FC København. (arkivfoto) Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix

Glen Riddersholm var uenig i flere af dommerens beslutninger i Sønderjyskes opgør mod FC København. (arkivfoto) Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix

Sønderjyske-træner Glen Riddersholm var efter mandagens 2-3-nederlag til FC København meget utilfreds med, at københavnerne fik straffespark kort inde i anden halvleg ved stillingen 1-1.

Her blev FCK’s Viktor Fischer ramt af Sønderjyskes Victor Mpindi, men Riddersholm mener, at FCK-kanten overspillede i situationen, som betød, at FCK sparkede sig på 2-1 ved angriber Jonas Wind.

Det sagde Riddersholm efter opgøret i Parken, hvor han og Viktor Fischer var noget uenige om situationen, hvilket blandt andet afstedkom en meningsudveksling mellem de to foran pressen.

– Vi har jo en relation, og det (meningsudvekslingen, red.) var et udtryk for følelser, sagde Glen Riddersholm.

– Jeg elsker Viktor og elsker hans karakter. Jeg elsker, at han er ærlig og anderledes, og hvis han var blevet stillet spørgsmålet om situationen i dag, så er jeg sikker på, at han også ville være ærlig omkring situationen,

– Jeg anerkender Viktor som en fantastisk god fodboldspiller, og jeg har ikke noget negativt at sige om ham. Det er ikke hans skyld, at dommeren gik med på, at han ikke opsøgte bolden og i stedet kastede sig teatralsk ned i feltet og fik en belønning, siger han.

Fischer ikke enig

Viktor Fischer var af en noget anden opfattelse af situationen end Sønderjyske-træneren.

– Mpindi tog et for langt træk, og jeg søgte bolden. Der var kontakt, og jeg røg ned. Det virkede helt rigtigt, og der er vel også VAR, så det er indiskutabelt, sagde Fischer, der efter straffesparket også var i dialog med Sønderjyskes spillere.

– Jeg tror, Sønderjyske-spillerne var sure over, at jeg råbte, da jeg gik ned. Men det er sådan, jeg gør.

Kampen bød på yderligere to straffespark, som gav et mål til både FCK og Sønderjyske.

Det andet straffespark til FCK var Riddersholm heller ikke helt enig i, og han fremhævede efter kampen, at det er en tendens, han før har oplevet som udebanehold i Parken.

Del din kommentar