Harry og William støtter Diana-undersøgelse

Højesteretsdommer leder undersøgelse af baggrunden for stærkt omstridt interview med prinsesse Diana i 1995.

Storbritanniens prins Harry har sluttet sig til sin bror William og budt det velkomment, at der er indledt en ny undersøgelse af et omstridt BBC-interview i 1995 med deres afdøde mor, prinsesse Diana, der her ses med prins Charles. (Arkivfoto) Foto: str New/Reuters
Udgivet Opdateret

Storbritanniens prins Harry har sluttet sig til sin bror William og budt det velkomment, at der er indledt en ny undersøgelse af et omstridt BBC-interview i 1995 med deres afdøde mor, prinsesse Diana.

Der er fremsat beskyldninger om, at Diana blev narret til at deltage i interviewet, som blev set af 20 millioner britiske tv-seere.

Det var i Panorama-interviewet med Martin Bashir, at Diana sagde, at “vi var tre i vores ægteskab”. Det var en henvisning til prins Charles’ forhold til prinsens nuværende hustru, Camilla Parker-Bowles.

Diana fortæller i interviewet flere detaljer om sit mislykkede ægteskab og afslører også, at hun selv har været utro.

Umoralske handlinger

Den nye undersøgelse, som ledes af den tidligere højesteretsdommer John Dyson, skal blandt andet vise, om ansatte i BBC dækkede over fejl eller umoralske handlinger i forbindelse med interviewet.

Prins William, som er nummer to i arvefølgen til tronen, sagde tidligere i denne uge, at den nye undersøgelse af baggrunden for interviewet er “et skridt i den rigtige retning”.

Løbende opdateret

En kilde tæt på prins Harry siger lørdag, at prinsen løbende bliver opdateret om undersøgelsen. Harry bor i Californien med sin hustru, Meghan, og parrets søn, Archie.

Kilden, som er tæt på situationen, kritiserer samtidig britiske medier for at forsøge at drive en kile ind i forholdet mellem Harry og William med artikler om, at Harry ikke har budt undersøgelsen velkommen.

Dianas bror, Charles Spencer, sagde i denne måned, at BBC aldrig har undskyldt for at have anvendt “falske dokumenter” og andre “tricks”, hvilket fik ham til at præsentere Diana for Bashir.

Men Charles Spencer siger i en kommentar i weekenden, at den nye undersøgelse ikke er vidtrækkende nok.

– Jeg er langtfra tilfreds med de parametre, som er gældende for undersøgelsen, skriver han i et tweet.

Alvorligt syg

Spencer har beskyldt Bashir for at have vist ham dokumenter, der viste, hvordan prinsessen blev forrådt af sin stab, hvordan prins Charles var utro, og hvordan hans søster blev udspioneret. Det skete angiveligt for at få Diana til at stille op til et tv-interview.

I den nye undersøgelse er der fokus på Bashir, som er 57 år i dag. Han er alvorligt syg.

Diana blev dræbt ved en bilulykke i Paris i 1997. Prins Charles og Camilla blev gift i 2005.

Powered by Labrador CMS