Helmut Kohl er død

Den tidligere tyske kansler Helmut Kohl er død.

Helmut Kohl var den længst siddende kansler i Tysklands historie siden Otto von Bismarck i anden halvdel af 1800-tallet. Foto: Michael Dalder/Scanpix
Udgivet Opdateret

Helmut Kohl er død i en alder af 87 år. Det rapporterer flere medier, og det konservative parti CDU, som Kohl stod i spidsen for i 25 år, bekræfter dødsfaldet.

Helmut Kohl var kansler under genforeningen af Tyskland i 1990, der efter Anden Verdenskrig blev delt i Vesttyskland og DDR.

Kohl, som var kansler fra 1982 til 1998, døde i sit hjem i Ludwigshafen.

Kohl stod i spidsen for de store omvæltninger i Tyskland fra den kolde krig og jerntæppet til genforeningen efter murens fald.

Den tidligere amerikanske præsident George H.W. Bush skriver i en skriftlig meddelelse: Kohl var en af efterkrigstidens største ledere.

– At arbejde tæt sammen med min rigtig gode ven om at nå en fredelig afslutning på den kolde krig og genforeningen af Tyskland inden for Nato er fortsat en af de største glæder i mit liv, skriver Bush.

Væltede socialdemokrat

Med politisk snilde, vedholdenhed og stædighed nåede han efter otte år som ministerpræsident i sin hjemlige delstat og yderligere otte år som oppositionsleder i Forbundsdagen helt til tops i forbundsrepublikken i 1982.

Her fik han væltet den socialdemokratiske kansler Helmut Schmidt ved et mistillidsvotum efter at have hevet dennes liberale regeringspartner over på sin side og indvarslet et “åndeligt-moralsk skifte” i vesttysk politik.

Den nuværende forbundskansler, Angela Merkel, er gået i lære hos Kohl, som satte skub i hendes politiske karriere efter genforeningen.

Skandale blakkede eftermælet

To år efter sin afgang fik eftermælet dog alvorlige skrammer i 2000.

En skandale om ulovlig partistøtte fik Angela Merkel til at vove opgøret med den indtil da almægtige Kohl.

Den nuværende kansler var med til tvinge Kohl fra posten som CDU’s æresformand, fordi han nægtede at røbe, hvem han havde modtaget over to millioner D-mark i ulovlige støttebidrag fra i årene 1993-1998.

End ikke bødestraf fik Kohl til at bryde sit såkaldte æresord over for bidragyderne.

Sad i kørestol

Hans sidste år var præget af et svigtende helbred. Kohl var lænket til kørestolen efter et fald i sit hjem i februar 2008.

Samtidig tyngede det ham, at hans hustru gennem over 40 år, Hannelore, i 2001 tog sit eget liv efter flere års kamp mod lysallergi.

Men han nåede at opleve en ny lykke med sin anden kone, den 34 år yngre Maike Richter, som i sin tid arbejdede for ham i kanslerministeriet.

BLÅ BOG: Kohl var Tysklands længst siddende kansler

null

Ud over hende efterlader han sig to voksne sønner fra første ægteskab, som han i de seneste år kom på kant med.

Powered by Labrador CMS