Her håndhæves parkeringsregel for lastbiler ikke

Efter kun en måned er det reelt slut med at håndhæve den nye tidsgrænse på 25 timer for lastbilers parkering på de statslige rastepladser.

Udgivet Opdateret

Parkeringskontrol Nord, der fører tilsyn og kontrol med alle de 90 statslige rastepladser og skulle udskrive p-afgifter, hvis lastbilerne holder længere end 25 timer ad gangen, har nemlig indstillet deres patruljering på rastepladserne. Det fortæller TV Syd.

De nye parkeringsregler med 25 timers-grænsen trådte i kraft så sent som den 1. juli i år – men der vil ikke længere blive udskrevet og opkrævet afgifter.

Det sker på baggrund af en skrivelse til Danmark fra EU-Kommissionen i juli, hvor 25-timers reglen blev voldsomt kritiseret, og hvor Kommissionen ”truede” med en retssag, hvis ikke Danmark retter ind og igen gør det lovligt, at alle lastbilchauffører kan holde deres reducerede hvil på de danske statskontrollerede rastepladser.

Parkeringskontrol Nord anser det fortsat som ulovligt at parkere mere end 25 timer på de statslige rastepladser, og chaufførerne skal stadig rette sig efter de opsatte skilte på rastepladser.

Slut med afgifter

Hos Vejdirektoratet bekræfter man, at Parkeringskontrol Nord nu ikke længere udskriver afgifter. Det fortæller ITD, der er brancheorganisation for de professionelle transport- og logistikvirksomheder, og har hjemsted i Padborg.

I ITD er man dybt forundrede over udmeldingen fra Parkering Nord og den uklarhed, der nu er skabt om reglerne.

– Det er en useriøs behandling af et hårdtarbejdende erhverv, at man nu skaber uklarhed om reglerne for parkering på de statslige rastepladser. Vores udgangspunkt er altid, at vi ønsker enkle og klare regler, der kan forstås af virksomhederne, og som håndhæves og kontrolleres. Lige nu hersker der stor forvirring om de nye parkeringsregler, og vi forventer, at Vejdirektoratet meget hurtigt melder klart ud, hvad der er den gældende retstilstand på området, siger Anders Jessen, politisk chefkonsulent hos ITD, til TV Syd.

Glad minister

Da den nye regel blev vedtaget i februar 2018 udtalte en glad Transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen sig ellers i en pressemeddelelse ellers, man nu havde fundet en model, der forhindrede “campinglignende” forhold på de statslige rastepladser.

– Jeg mener grundlæggende ikke, at det er statens opgave at stille gratis faciliteter til rådighed for at løse lastbilerhvervets behov for længerevarende ophold. Jeg ser her en opgave, som branchen i fællesskab selv må være med til at løfte, da det ikke er rimeligt, at lastbilschauffører lever og overnatter i dagevis på de danske motorvejsrastepladser, sagde ministeren i en pressemeddelelse.

Powered by Labrador CMS