Her kan du snart få en bøde for at parkere

Der er dårligt nyt til bilister i København, når der fra slutningen af november indføres nye parkeringszoner.

De tre nye parkeringszoner skal komme beboerne i områderne til gode. (Foto: Scanpix)
Udgivet Opdateret

Det kan være mere end almindelig svært at finde en parkeringsplads i København – og nu må man også snart til lommerne endnu flere steder, hvis man vil parkere bilen.

For fra og med den 28. november bliver tre områder i København til det, man kalder tidsbegrænsede zoner, skriver Ekstra Bladet.

Tidsbegrænsede zoner

  • Tre-timers parkering i tidsrummet kl. 08-19 på hverdage uden betaling
  • Weekender og helligdage er fritaget for 3 timers tidsbegrænsning
  • Det er ikke muligt at købe ekstra parkeringstid, og der udstedes ikke gæstelicenser eller gæstebilletter
  • Beboere i en tidsbegrænset zone kan bestille en gratis beboerlicens
  • Lokale p-restriktioner gælder stadig på strækninger, hvor der ved særlig skiltning er markeret tids- eller andre parkeringsbegrænsninger.

Kilde: Københavns Kommune

Det er de tre zoner, som Københavns Kommune kalder Nordvest, Valby Syd og Havnestad – den sidste ligger ved Islands Brygge.

Målet med de nye zoner er, at gøre det mindre attraktivt for bilister, der kommer til fra områder uden for København at parkere i området, da beboerne har haft svært ved at finde parkeringspladser.

Man kan derfor fra uge 43 ansøge om en beboerlicens hos Københavns Kommune, hvis man bor eller har virksomhed i en af zonerne. Så kan man stadig parkere gratis.

Det kan ske, at de nye parkeringszoner fører til, at endnu flere vil parkere andre steder. Men det holder kommunen et vågent øje med, fortæller centerchefen i Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune til Ekstra Bladet:

– Det er klart, at det giver forskydninger i trafikken, når vi indfører de nye parkeringszoner. Derfor overvåger vi også løbende, hvordan belægningsprocenterne udvikler sig og vurderer, hvor stort presset på pladserne er i de forskellige bydele, siger centerchef Jes Øksnebjerg fra Teknik- og Miljøforvaltningen i København.

Powered by Labrador CMS