Han er den nye Krumme

11-årige Noah Storm Otto har haft det sjovt med at spille sin første hovedrolle i den nye film "Krummerne - det er svært at være 11 år"

Noah Storm Otto var bare otte år, da han blev castet til sin første rolle. Her spillede han lillebroren Theo i DR's dramaserie 'Ulven kommer', der handler om splid i en familie, da to børn bliver tvangsfjernet. Han fik rollen ved et tilfælde, da hans far så et opslag på Facebook. (Arkivfoto).
Noah Storm Otto var bare otte år, da han blev castet til sin første rolle. Her spillede han lillebroren Theo i DR's dramaserie "Ulven kommer", der handler om splid i en familie, da to børn bliver tvangsfjernet. Han fik rollen ved et tilfælde, da hans far så et opslag på Facebook. (Arkivfoto).
Udgivet Opdateret

"Det er svært at være 11 år".

Sådan lyder den velkendte titel på den nye film om familien Krumborg, der udkommer, 30 år efter at den første film havde premiere i 1991.

Den nye film er opdateret til 2021 og handler om familien Krumborg, som tager en mobil- og skærmfri uge.

For 11-årige Noah Storm Otto, der er den nye Krumme, er det kæmpe stort og super sjovt.

- Det er det bedste nogensinde at spille Krumme. Det er en kæmpe ære, for "Krummerne" er en legende-film. Når man så får at vide, at man selv skal spille Krumme, så er det megasejt, siger Noah Storm Otto.

-Ikke svært at være 11 år

Og det med at være 11 år er heller ingen sag.

- Jeg synes ikke, det er så svært at være 11 år. Jo, skolen kan godt en gang imellem være svær, men ellers er det meget sjovt, siger han.

Det unge skuespiltalent havde sin debutrolle som lillebroren Theo i DR's dramaserie "Ulven kommer" fra 2020.

I den nye Krummerne-film tager Krumme og hans familie en pause fra telefonen og holder skærmfri uge. Derfor finder de en masse ting på loftet, som de kan beskæftige sig med. (Stillfoto).
I den nye Krummerne-film tager Krumme og hans familie en pause fra telefonen og holder skærmfri uge. Derfor finder de en masse ting på loftet, som de kan beskæftige sig med. (Stillfoto).

Og nu spiller han sin første hovedrolle i filmen "Krummerne - det er svært at være 11 år", hvor flere af kollegerne er på hans egen alder.

Blandt de voksne skuespillere er rutinerede navne som Esben Dalgaard og Iben Dorner, der spiller Krummes forældre.

Første "glade" rolle

Jacob Haugaard spiller viceværten Svendsen, mens Ditte Hansen og Dejan Cukic spiller to forbrydere.

- Det har været megasjovt. Jeg har aldrig prøvet at spille glad på den måde, fordi "Ulven kommer" var meget mere sørgelig, fortæller Noah Storm Otto.

- Og det har været sjovt at spille sammen med nogle på sin egen alder. Der var nogle dage, hvor vi fik grineflip hele tiden, siger han.

Og det kan man faktisk se et sted i filmen.

- I starten af filmen, hvor vi løber rundt om bordet, og Stine (Krummes storesøster, som spilles af Maya Gonzalez, red.) skulle løbe ind i det, grinede hun hele tiden. Det kan man faktisk også se i scenen, siger Noah Storm Otto.

Hænger ud med "Tom"

Han hænger efter optagelserne fortsat ud med jævnaldrende Marco Almind, som i den nye film spiller Krummes ven, Tom.

- Mig og Marco har stadig kontakt. Vi spiller begge fodbold, fortæller han.

Når han ikke passer sin skole i 5. klasse eller er sammen med sin familie i Dragør, hvor han bor med sine forældre og to yngre søskende, er Noah Storm Otto som andre 11-årige også glad for at spille computerspil. Og favoritterne er "Counter-Strike" og "Fifa 22".

I den nye Krummerne-film spiller Noah Storm Otto sammen med blandt andre Esben Dalgaard og Iben Dorner, som spiller Krummes forældre. Jacob Haugaard spiller viceværten Svendsen, mens Ditte Hansen og Dejan Cukic spiller to forbrydere. (PR-foto).
I den nye Krummerne-film spiller Noah Storm Otto sammen med blandt andre Esben Dalgaard og Iben Dorner, som spiller Krummes forældre. Jacob Haugaard spiller viceværten Svendsen, mens Ditte Hansen og Dejan Cukic spiller to forbrydere. (PR-foto).

Derudover bruger han tiden på Det Kongelige Teater, hvor han er med i musicalen "Matilda".

Hvordan det kommer til at være at blive genkendt som Krumme, ved han ikke. Men han har lidt erfaring fra dramaserien "Ulven kommer".

- Jeg er blevet spurgt, om det ikke er mig, der spiller Theo. Det har jeg prøvet tre gange før, siger Noah Storm Otto.

Forberedt på at blive kendt

Hans forældre, musikerne Peter og Sidsel Storm Otto, har da også forberedt ham efter bedste evne på at blive et kendt ansigt, fortæller sidstnævnte.

De har fortalt den unge skuespiller, at han skal indstille sig på at blive genkendt og forberede sig på, at det bliver anderledes at være kendt blandt børn, der er mere direkte og måske ikke kan skelne mellem fiktion og virkelighed.

- Vi taler hele tiden med ham om det, og vi har aftalt, at han selvfølgelig kommer til os, hvis der er noget, siger Sidsel Storm Otto.

Sjovt at blive stoppet på gaden

Men Noah Storm Otto har indtil videre været god til at håndtere at blive stoppet på gaden, fortæller hans mor.

Og som Noah Storm Otto selv siger det:

- Jeg tror, det bliver sjovt at blive genkendt. Men det ved jeg ikke, for jeg har jo aldrig prøvet at have en hovedrolle før.

"Krummerne - det er svært at være 11 år" har premiere den 16. december.

Powered by Labrador CMS