Twin Peaks-stjerne er tilbage: -Jeg overvejede aldrig at sige nej

Han var aldrig i tvivl om at takke ja til rollen som agent Cooper igen, og det skyldes udelukkende Lynch.

Han var aldrig i tvivl om at takke ja til rollen som agent Cooper igen, og det skyldes udelukkende Lynch. Foto: Regis Duvignau/Scanpix (Arkivfoto)
Udgivet Opdateret

Han foretrækker sin kaffe sort ligesom FBI-agent Dale Cooper, og så synes han også selv, at hans humor er usædvanlig.

Men ellers er lighederne mellem virkelighedens Kyle MacLachlan og “Twin Peaks'” Dale Cooper ikke mange.

Det fortæller Kyle MacLachlan, der ud over sin ikoniske rolle i “Twin Peaks” også er kendt fra film og serier som “Blue Velvet” og “Sex and the City”.

Det var dog i høj grad rollen som FBI-agenten Dale Cooper, der for alvor satte gang i karrieren for nu 58-årige Kyle MacLachlan.

Var ikke i tvivl om sit svar

Han var derfor heller ikke i tvivl om sit svar, da der blev tale om at lave nye afsnit af “Twin Peaks”, der første gang blev vist på tv i 1990.

– Jeg stoppede aldrig med at ville spille agent Cooper. Så da David (Lynch, red.) sagde til mig, at de ville skrive serien igen, var jeg virkelig spændt, siger Kyle MacLachlan til Ritzau Fokus, der møder ham i Amsterdam til en snak om det nye “Twin Peaks”.

Bag serien står skaberne Mark Frost og David Lynch.

Og at de to også var motoren bag seriens tilbagevenden spillede en afgørende rolle for, at Kyle MacLachlan igen trak i det sorte jakkesæt efter mere end 25 år.

– Jeg kunne ikke lade være med at føle mig lidt usikker i kanterne, men jeg vidste, der var nogle ting, der arbejdede til min fordel.

– For det første David Lynch og det faktum, at han og Mark Frost skrev hele serien sammen, og at David Lynch instruerede hele serien, forklarer Kyle MacLachlan.

Tætte venner

Han og instruktøren er personligt tætte venner gennem mange år.

De to bor tæt på hinanden i den amerikanske millionby Los Angeles.

Uden den anerkendte instruktør tilbage ved roret på “Twin Peaks” anno 2017 havde Kyle MacLachlan formentlig heller ikke takket ja til rollen, forklarer han.

– David skrev den, instruerede den og klippede den, så Twin Peaks-visionen er udelukkende hans.

– Jeg vil ikke sige, at den ikke havde været værd at lave uden ham, men når David laver den, er det den bedste situation, man kan forestille sig, siger skuespilleren til Ritzau Fokus.

Serie tog seere med storm

Da de første afsnit af “Twin Peaks” rullede over skærmen i starten af 90’erne, tog serien seerne med storm.

Med sin dragende mystik og spidsfindige humor brød den genrefordrejende krimiserie med alt, man kendte fra tidligere tv-krimier.

Begejstrede fans fulgte intenst med i opklaringen af mordet på unge Laura Palmer.

På mange måder blev serien skelsættende – i høj grad også for Kyle MacLachlan.

– “Twin Peaks” er en enorm del af min karriere. Uden David (Lynch, red.) ved jeg ærlig talt ikke, om jeg ville have haft en filmkarriere.

– Han castede mig i mine to første film, “Dune” og “Blue Velvet”, så David er ansvarlig for meget, siger han og fortsætter:

– Mens jeg har lavet en masse ting, som har været sjove og mindeværdige, så tror jeg, at karakteren som agent Cooper bliver den, der vil overleve alle de andre.

“Twin Peaks: The Return” kan ses på HBO Nordic.

/ritzau/FOKUS

Powered by Labrador CMS