Ida kørt ihjel i ’Dødskryds’: Forældre råber op

21-årige Ida blev kørt ihjel af en bilist i krydset ved Åby Ringvej og Edwin Rahrs Vej i det vestlige Aarhus. Hendes forældre kan ikke forstå, at man ikke har gjort noget i krydset

Ida blev dræbt af en bilist, der både kørte for stærkt og overfor rødt lys. KLIK FOR MERE. Foto: Privat
Ida blev dræbt af en bilist, der både kørte for stærkt og overfor rødt lys. KLIK FOR MERE. Foto: Privat
Udgivet Opdateret

Citathistorie: TV2 Østjylland.

Hun var sådan en, som alle gerne ville bruge deres tid på. Ida Philbert Vangsø Ottzen havde altid smil på læben, masser af venner omkring sig – og så var hun vild med at danse.

– Hun var virkelig i sit es, når hun dansede. Og hun var god til det, siger hendes mor, Charlotte Philbert Michelsen, til TV2 ØSTJYLLAND.

I dag har hendes forældre ikke andet end minderne om Ida tilbage. Datteren mistede livet 30. maj 2018 i krydset ved Åby Ringvej og Edwin Rahrs Vej. En bilist kørte over for rødt i for høj hastighed og ramte Ida, da hun var på vej over vejen.

– Det værste, der kan ske for en forælder, det er at miste sit barn, siger Charlotte Philbert Michelsen.

– Jeg har tudet mine børn ørerne fulde og sagt, at de skulle passe på de grimme biler. De kører bare over for rødt, så mine børn skulle holde øje. Og så sker det, som jeg har advaret imod, siden de var små. Det er utroligt, siger Idas far, Max Ottzen.

Mange kører over for rødt

I en ny YouTube-dokumentar kan TV2 Østjylland dokumentere, at der fortsat er mange bilister, der kører over for rødt i krydset. Mediet stillede sig på fortovet med et kamera – og på få timer så en række bilister køre over for rødt.

I alt kørte 27 personer over for rødt i de otte timer, TV2 Østjylland stod ved krydset. 248 personer kørte over for sent gult, som betyder, at bilen endnu ikke var ude af krydset, da det blev rødt.

– Det er jo frygteligt at miste et menneske på grund af tåbeligheder som at køre over for rødt eller uopmærksomhed. Det er så langt ude, siger Max Ottzen.

To et halvt år senere gentog historien sig. 23-årige Katrine Lilleøre Holm blev i oktober 2020 påkørt i samme kryds – af en bilist, der kørte for stærkt og over for rødt.

– Det bragte jo det hele tilbage. Mange af de der grimme tanker. Vi ved jo, hvad familien skal til at igennem, siger Max Ottzen.

– Der er et eller andet ved den vej, som gør, at der er mange, der bliver kørt ned og slået ihjel. Så må man jo finde ud af, hvad der er galt og så gøre et eller andet. Der må være nogle kloge hoveder, der kan gøre det, siger Max Ottzen.

Ikke blevet ændret

Der er endnu ikke sket nogle forandringer med den fysiske udformning af krydset, der af flere medier er blevet døbt “Dødskrydset”.

Selvom der i perioden fra 2014-2018 skete femten ulykker i krydset, figurerer det ikke på Aarhus Kommunes liste over 20 kryds, der fortjener en særlig indsats. På den liste er blandt andet otte andre kryds med færre ulykker end krydset ved Åby Ringvej/Edwin Rahrs Vej.

Ifølge både politikere og politi har man dog ikke glemt krydset. Siden ulykken i oktober har Østjyllands Politi intensiveret indsatsen i området.

– Der er en uhensigtsmæssig færdselskultur hos nogle persongrupper i Aarhus V. Dem vil vi rigtigt gerne komme efter, siger politiinspektør Brian Voss Olsen til TV2 ØSTJYLLAND.

I januar meldte Østjyllands Politi ud, at man siden den seneste dødsulykke havde haft ti indsatser særligt målrettet det vestlige Aarhus for at sætte fokus på den dårlige trafikkultur i området. De førte til 305 sager.

Kommer måske kameraer

Ifølge rådmand for teknik og miljø i Aarhus Kommune, Bünyamin Simsek (V), er der ikke noget galt med den fysiske udformning af krydset. Derfor har man ikke lavet ændringer, selvom der har været debat om både gangbro, stærekasser og kameraovervågning. Det handler i stedet om at få forandret trafikkulturen.

– Havde der været et fysisk tiltag i forhold til at ændre på krydset, så ville vi selvfølgelig være hoppet ombord i at skabe den forbedring. Men det er jo oppe i hovedet, vi skal have fat i de her vanvidsbilister, siger Bünyamin Simsek til TV2 ØSTJYLLAND.

Men nu ser der alligevel ud til at ske noget i krydset. Som en del af et nyt forsøg skal der kameraer op i særligt udfordrede kryds i Aarhus. De skal blitze bilister, der kører over for rødt lys.

Et af de kryds bliver formentlig krydset ved Åby Ringvej og Edwin Rahrs Vej. Det er i hvert fald et ønske fra Aarhus Kommune.

– Kan vi fange de her bilister, før ulykken sker, fordi vi observerer, om folk kører over for rødt, så kan politiet sætte ind over for de her vanvidsbilister, siger rådmanden.

Tiden vil vise, om kameraerne har den ønskede effekt. Det håber Idas forældre – for ellers føler de, at politikerne har svigtet dem igen.

– Hvis der sker noget i det kryds igen, så kan politikerne i Aarhus Kommune ikke se sig selv i øjnene, siger Charlotte Philbert Michelsen.

Powered by Labrador CMS