Indbrudstyve finder dig på sociale medier

Indbrudstyve har fulgt med den digitale udvikling og kan nemt bruge træningsapps og sociale medier til at finde dine værdigenstande

Man skal være varsom med at tracke sin cykelrute eller dele billeder af dyre designermøbler på sociale medier, hvis man vil undgå at få besøg af indbrudstyven, lyder det fra forsikringsselskabet Tryg og Det Kriminalpræventive Råd. Foto: Colourbox/Free
Udgivet Opdateret

Først luskede tyve rundt på villaveje efter mørkets frembrud. Så begyndte de at bruge avisernes boligannoncer til at finde dyre designermøbler. Nu stikker de næsen i de data, du deler på sociale medier.

Derfor kan der være god grund til at tænke sig om, før man deler et billede af sine Arne Jacobsen-stole på Instagram eller lægger billeder på Facebook, mens man er på ferie, lyder det fra Lone Harlev, projektleder hos Det Kriminalpræventive Råd.

– Det er ikke kun venner, som man selv har inviteret med ind i det digitale rum, der følger med. Hvis man deler billeder med verden lige nu og her, som viser, hvor man er, løber man en risiko, siger Lone Harlev.

Det er en del danskere blevet opmærksomme på.

30 procent af danskerne svarede i en YouGov-undersøgelse foretaget på vegne af forsikringsselskabet Alka, at de undlader at lave ferieopdateringer og dele billeder for at undgå indbrud.

Men selv om man undlader at skrive på Facebook, at man er på ferie, “tjekker mange alligevel ind”, når de sidder på en bar i Sevilla, så alle nemt kan se, at man ikke er hjemme, siger Lone Harlev.

– Vores klare anbefaling er, at man bruger tid på sine privatindstillinger, venter med at dele sine feriebilleder, til man kommer hjem og passer på med at tjekke ind, siger hun.

Danmarks største forsikringsselskab Tryg oplever også, at tyve overvåger sociale medier og særligt bruger træningsapps som Endomondo og Strava til at lokalisere dyre racercykler og mountainbikes.

Ifølge Tryg bruger tyvene de forskellige træningsapps til at overvåge motionisternes cykelruter for at finde ud af, hvem motionisterne er, hvilken cykel de ejer, hvor de bor og følge dem via appen for at se, hvornår de ikke er hjemme, siger Charlotte Gøttler, forebyggelseschef i Tryg.

– Flere af vores kunder fortæller, at de har lagt et billede af deres dyre cykel ud på sociale medier eller brugt en træningsapp og et par dage efter, har de haft indbrud, siger Charlotte Gøttler.

– Hvis en cykelklub for eksempel ligger resultater fra et cykelløb på deres hjemmeside, kan tyvene finde navnet og gå på Endomondo og se, at du kører på en dyr racercykel. Hvis du har haft trackingen slået til lige uden for din dør, er det meget nemt at finde frem til, hvor du bor, siger hun.

Det får dog nødvendigvis ikke indflydelse på en eventuel forsikringssag, at man deler informationer på sociale medier.

Både Tryg og Danmarks andet største forsikringsselskab Topdanmark melder, at de dækker indbrud i hjemmet, selv om du lægger billeder op, tjekker ind eller skriver en statusopdatering fra ferien, så længe du ikke optræder groft uagtsomt og for eksempel skriver, hvor ekstranøglen ligger.

Fakta: Undgå, at tyven finder dig:

– Vær varsom med, hvilke oplysninger og billeder, du deler på de sociale medier – og med hvem

– Hvis du benytter træningsapps, skal du sørge for at slå privatindstillingerne til, så alle ikke kan se din rute

– Slå først træningsappen til, når du er et stykke væk fra din bopæl, og sluk igen noget tid før, du kommer retur til din bopæl

– Parker ikke din cykel udenfor, men lås den inde i din bolig, en kælder, et skur eller lignende

Kilde: Tryg

/ritzau/FOKUS

Powered by Labrador CMS