-Jeg blev svinet til

Influencer Emili Sindlev rækker hånden frem mod andre, som føler sig ensomme, som hun selv har været.

Emili Sindlev og dansepartner Mads Vad opnåede 43 point for deres Beyoncé-inspirerede showdans. – Foto: Scanpix.
Udgivet Opdateret

– Den her, den er til jer, piger!

Sådan lød det, da influenceren Emili Sindlev gik på gulvet i fredagens “Vild med dans” og tog mikrofonen med sit budskab.

Artiklen fortsætter under videoen

Tal fra en stor befolkningsundersøgelse foretaget af Sundhedsstyrelsen i 2018 viste, at hver tiende unge kvinde føler sig ensom, og Emili Sindlev har også været en af skæbnerne bag det tal.

– Jeg tror, det er vigtigt at huske, at man aldrig er alene, for det har jeg følt mig rigtig mange gange, siger Emili Sindlev.

Adspurgt, hvad hun har oplevet at være udsat for, svarer Emili Sindlev: alt, man kan tænke sig til.

Det begyndte i folkeskolen og fortsatte i gymnasiet.

Hun havde ingen venner og følte sig uønsket og forkert.

– Jeg var altid den, der ikke var god nok, og som ikke blev inviteret med, fortæller hun.

– Da jeg gik ud af gymnasiet, stod der allerede dengang mange af de ting, jeg har opnået i mit liv indtil videre i min blå bog, men med sådan en tone af “ha ha, hvem tror du lige, du er?!”, fortæller en berørt Emili Sindlev.

– Jeg blev svinet til, og jeg glemmer aldrig sekundet, jeg læste det. Der var ikke nogen, jeg kunne stole på, og der var ikke nogen, der havde skrevet noget særligt pænt om mig, fortæller hun.

Det har sat dybe spor.

– Det sidder fast i mig i dag. Der sidder stadig en lille pige indeni, der kan blive ked af det. Sådan vil det altid være. Følelser har ingen alder, og det har mobning desværre heller ikke.

Ubehagelige minder

Ugen op til sidste fredags dans vakte ubehagelige minder frem.

Emili Sindlev blev meget berørt under optagelserne af de små sekvenser, som vises, inden parret går på gulvet i programmerne.

Normalt tager interviewet nogle minutter at lave. Denne gang tog det en halv time.

– Det var ligesom at være til psykolog. Jeg snakkede og snakkede, og jeg blev mere og mere rørt. Ikke fordi det er synd for mig. Det er ikke det, det handler om, understreger Emili Sindlev, inden hun fortsætter:

– Men jeg blev rigtig rørt, fordi jeg tænkte: “Gud, hvor må der sidde mange derude, der går igennem de samme ting, jeg har været udsat for. Og hvor er det dog forfærdeligt, at der findes mennesker, der får en til at føle sig uværdig og føle sig uønsket og føle sig forkert”.

Jeg er lige her

Emili Sindlev understreger, at man skal holde fast i, hvem man er og ikke ændre sig for andres skyld.

– Derfor har jeg haft brug for at sige det nu: Jeg er lige her, hvis der er nogle, der har brug for det, slutter hun.

Emili Sindlevs budskab i dansen ramte dommerkvintetten, som honorerede hende og partner Mads Vad med 43 point for deres Beyoncé-inspirerede showdans.

Powered by Labrador CMS