Kalder farligt slik tilbage

Coop tilbagekalder lakrids, der kan være farlig at spise

Den tilbagekaldte lakrids er blandt andet solgt i SuperBrugsen. Foto: Thomas Rousing/Ritzau Scanpix
Udgivet Opdateret

Coop Danmark A/S tilbagekalder Änglamark økologiske Finsk Lakrids, da der er risiko for metalstykker i produktet.

Det oplyser Coop Danmark og Fødevarestyrelsen.

Den er solgt i: Coop.dk/mad, Dagli’Brugsen, Kvickly butikker og SuperBrugsen-butikker.

“Risikoen for flere metaltråde i produktet gør produktet farligt at indtage”, skriver Fødevarestyrelsen.

Der er dog ingen sager om fund af metaltråd i Danmark.

– Det er en sag fra Norge og vi stoppede salget i Danmark 27. april. Men nu har myndighederne altså besluttet, at vi skal tilbagekalde det fra kunderne også, siger Malene Teller Blume, kvalitetschef i Coop, til Newsbreak.dk.

Derfor råder Fødevarestyrelsen forbrugerne til at levere produktet tilbage til butikken, hvor det er købt, eller at kassere det.

Lakridsen er solgt i pakninger af 120 gram og stemplet med en ‘Bedst før dato 24.05.2022’.

Den har EAN.nr. 7340011496687.

Powered by Labrador CMS