Kamp afbrudt af solens stråler

Først efter en otte timer lang afbrydelse på grund af sol kunne lørdagens udendørskamp i NHL spilles færdig

Udgivet Opdateret

Sol og is.

For mange vil de to ord nok vække mindelser om varme sommerdage og glade stunder, men når det gælder ishockeykampe er det sjældent en god kombination.

Det måtte NHL-holdene Colorado Avalanche og Vegas Golden Knights sande lørdag. Her mødtes de to amerikanske mandskaber nemlig i en af NHL’s årlige udendørskampe.

Smukt så det ud

Den blev spillet på en bane opstillet ved Lake Tahoe i delstaten Nevada med bjerge i horisonten og tilskuere på både i søen. Idylliske omgivelser.

Himlen var endda blå, og solen stod højt på himlen, men det var for en gang skyld ikke en god ting. Isen smeltede nemlig delvist, så spillerne havde svært ved at skøjte, og kampen måtte afbrydes efter første periode.

Afgjort i mørke

Først efter otte timer, da solen var gået ned, og mørket havde sænket sig, kunne kampen genoptages tidligt søndag morgen dansk tid.

– Vi har afholdt mere end 30 udendørskampe. Det her var det mest udfordrende vejr, vi har haft, og det var en smuk dag. Vi vidste, at uafbrudt solskin ville være et problem, siger NHL-chef Gary Bettman ifølge nyhedsbureauet AFP.

Colorado Avalanche vandt kampen 3-2. Philadelphia Flyers og Boston Bruins mødes på samme bane søndag.

Powered by Labrador CMS