Kidnappet 13-årig fundet efter tre måneder

En kvinde, der blev bortført som tiårig, fortæller i interview, hvordan 13-årige Jayme Closs kan komme videre.

Udgivet Opdateret

15. oktober modtog politiet i den amerikanske delstat Wisconsin et foruroligende opkald fra et hus i en afsides skovby. Da politiet nåede frem til huset, kunne de konkludere, at et ægtepar var blevet dræbt, og deres teenagedatter, Jayme Closs, var forsvundet.

Hurtigt blev en stor eftersøgning sat i gang. Flere i lokalområdet frygtede, at Closs var død, indtil hun knap tre måneder senere dukkede op den 10. januar flere hundrede kilometer fra sit hjem.

Den 13-årige Jayme Closs var tynd, oprevet og forvirret og iført alt for store sko, da hun henvendte sig til en fremmed og bad om hjalp i den afsondrede lille skovby Gordon.

Kidnappet og holdt fanget

Det var netop i Gordon, den 13-årige ifølge politiet havde været holdt i fangenskab af 21-årige Jake Thomas Patterson. Han blev anholdt kort efter og anklaget for bortførelse og drab.

Ifølge myndighederne brød han ind i pigens hjem med et jagtgevær i oktober og dræbte hendes mor og far i et omhyggeligt planlagt angreb. Politiet afviste hurtigt, at Jayme skulle være mistænkt.

Hun var, hvad mange nok vil kalde en mønsterelev. Den 13-årige blev ved sin forsvinden beskrevet som en god klassekammerat, en sød og stille pige, der er meget loyal.

Jagten

For få dage siden kunne sheriffkontoret i Barron County skrive følgende i en pressemeddelelse på Facebook: “Vi lovede, at vi ville få Jaye hjem, og i dag kan vi opfylde det løfte”.

Politiet har på tre måneder fået omkring 400 tip fra offentligheden i sagen, som også FBI har været investeret i. Men det skulle være en tilfældighed, der altså bragte den 13-årige hjem.

Intet officielt er dukket op om, hvordan pigen blev fundet, men ifølge et sammendrag af kilder, som BBC har lavet, var det en hundelufter, der pludselig stødte på hende 10 kilometer nord for byen Gordon. Hun bankede på hos en anden lokal, og de fik kontaktet politiet, der dukkede op med lynets hast.

-Bliver ikke nemt

Selv om det tre måneder langt mareridt er slut for 13-årige Jayme Closs, kommer det til at tage lang tid at bearbejde de ting, hun har oplevet, fortæller den i dag 36-årige Katie Beers, der selv blev bortført og holdt fanget i flere uger, da hun var ti år gammel.

– Hun kommer til at sørge over tabet af sine forældre og acceptere, at hun blev bortført, undslap og alle andre sindssyge ting, hun måske har oplevet, siger Katie Beers.

– Og det bliver ikke nemt.

Lad hende være

Sagen om den forsvundne pige nåede medier verden over, men selv om interessen for Closs nu er stor, håber Katie Beers, at medierne såvel som lokalbefolkningen vil lade hende være i fred. Det samme siger politiet.

– Noget af det, der hjalp mig med at komme videre, var, at ingen tvang mig til at tale om, hvad der var sket. Jeg gav ikke interviews, før jeg fyldte 30. Jeg skulle ikke gennemleve det hver dag, fortæller Katie Beers.

Det var en ven af familien, der bortførte Katie Beers som tiårig og holdt hende fanget i en betonbunker i New York i to uger, før hun blev fundet. Modsat Closs havde Beers sin familie og trygge rammer at vende hjem til, påpeger hun selv.

Det har Jayme ikke.

Powered by Labrador CMS