Kræver ministerens afgang

Fødevareminister Mogens Jensen må trække sig, siger DF-formand om ministerens ageren i minksag.

Kristian Thulesen Dahl (DF) kræver fødevareminister Mogens Jensens (S) afgang. Foto: Emil Helms/Scanpix
Udgivet Opdateret

Formand for Dansk Folkeparti Kristian Thulesen Dahl kræver, at Mogens Jensen (S) trækker sig som fødevareminister.

Det gør han, efter at ministeren har erkendt, at regeringen ikke havde lovhjemmel til at kræve alle mink i Danmark slået ned.

– Jeg mener som minimum, at Mogens Jensen (S) må tage sit gode tøj og gå. Statsminister Mette Frederiksen (S) må kræve hans afgang, når han åbent har erkendt, han har brudt loven og har gjort det med åbne øjne.

– Han har talt usandt i hele forløbet, siger Kristian Thulesen Dahl.

Onsdag sagde statsminister Mette Frederiksen, at alle mink i Danmark skulle slås ned, da der er fundet mutationer af covid-19 i mennesker, og som er opstået i mink.

Der var dog kun lovhjemmel til at kræve alle mink slået ned, hvis de er syge eller er på farme mindre end 7,8 kilometer fra farme med syge dyr. Søndag erkendte Mogens Jensen, at der ikke var lovhjemmel til mere.

Han sagde til Ekstra Bladet, at “det hastede, situationens alvor taget i betragtning. Derfor har man vurderet, at man ikke kunne afvente ny lovgivning, inden man meldte dette ud”.

Tirsdag har han sagt, at han ikke på pressemødet var opmærksom på, at der ikke var lovhjemmel.

– Mogens Jensen har måske ikke vidst det på pressemødet. Men han fortsætter den ulovlige praksis, da han får besked om det.

– Det første, man skal gøre som minister, hvis man får besked om, at noget er ulovligt, er at stoppe den ulovlige praksis. Det gør han ikke.

– Det er helt utilstedeligt. Det må ikke ske i Danmark. Vi er et retssamfund, siger Kristian Thulesen Dahl.

Han mener også, at statsminister Mette Frederiksens rolle skal undersøges.

– Det er svært at tro, at hun ikke har været fuldt vidende om dette her. Men der må man lade tvivlen komme hende til gode og så få det undersøgt, siger Kristian Thulesen Dahl.

Powered by Labrador CMS