Kuldechok: Koldeste i ni år

Termometeret har vist helt ned til minus 20 grader fredag morgen - hvilket er den koldeste temperatur målt i ni år ifølge DMI

10 Interesting Facts About Earth's Oceans
featured by
Udgivet Opdateret

Det har været bidende koldt i Danmark i et godt stykke tid – og fredag morgen har i særdeleshed budt på klaprende tænder og forfrosne fingre.

Med en temperatur på minus 20 grader, har det nemlig været den koldeste morgen siden 2012.

Det oplyser vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), Martin Lindberg, til Newsbreak.dk.

– Det er interessant, fordi vi har haft den koldeste morgen i ni år med minus 20 grader målt ved Horsens. Fordi det oftest er koldest lige når solen står op, kan det faktisk risikere at blive endnu koldere, siger Martin Lindberg ved 6-tiden fredag morgen.

Sidste gang temperaturen var så langt nede, var 5. februar 2012, hvor der blev målt minus 23 grader

– Helt så langt ned tror jeg ikke, vi når her til morgen, men vi kan måske nå ned på minus 21, siger Martin Lindberg.

Fyns Politi advarer desuden på Twitter om, at de meget lave temperaturer gør, at vejsalt har ringe virkning på de glatte veje.

Solrig dag

Resten af dagen kommer til at byde på solrigt og tørt vejr, oplyser Martin Lindberg.

– Det bliver en dag med masser af sol og ikke så meget vind, siger meteorologen.

Samme vejrbillede kommer til at gøre sig gældende i weekenden, hvor temperaturen fortsat vil være lav.

– Ifølge prognoserne bliver fredag morgen den koldeste, men jeg tør ikke sige helt sikkert, at det ikke kan blive lige så koldt i weekenden, siger Martin Lindberg.

Han advarer i øvrigt om, at der lørdag og især søndag morgen kan opstå rimtåge flere steder i landet.

Powered by Labrador CMS