Landsholdet finder skarpheden og banker Georgien

Danmark fik mandag aften for alvor hul på EM-bylden.

Danmarks Kasper Dolberg (i midten) scorede to gange i 5-1-sejren over Georgien. Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix
Udgivet Opdateret

Det danske fodboldlandshold har fået sin første sejr i kvalifikationen til EM 2020.

Mandag aften vandt Danmark med 5-1 over Georgien i Parken, og Danmark står dermed noteret for fem point efter tre gruppekampe.

Danskerne viste meget større skarphed foran målet end i fredagens 1-1-kamp mod Irland, men de 15.387 tilskuere kunne være blevet forkælet med flere scoringer mod Georgien.

Kasper Dolberg scorede to gange, mens Christian Eriksen, Yussuf Poulsen og Martin Braithwaite lavede et mål hver.

Allerede fra første minut tegnede sig en tydelig tendens, hvor Georgien stod med alle 11 mand dybt nede på egen banehalvdel og overlod det til danskerne at agere dåseåbnere.

De danske spillere havde ikke de store vanskeligheder ved at spille sig frem til skudmuligheder, men i første halvleg blev det farligst efter dødbolde.

1-0 efter 13 minutter

I det 13. minut forlængede Simon Kjær et hjørnespark fra Christian Eriksen, og tæt under mål kunne Dolberg styre bolden i kassen til 1-0. En god start på kampen for angriberen, der var en af fire nye spillere i startopstillingen sammenlignet med kampen mod Irland.

Med kampbilledet in mente kunne det ligne en tidlig afgørelse, men efter 25 minutter gik det galt for danskerne – også her spillede et dansk hjørnespark en rolle.

Georgierne afviste hjørnesparket, og midt på Georgiens banehalvdel tabte Peter Ankersen en hovedstødsduel, så Valeriane Gvilia og Saba Lobjanidze løb alene ned mod en ensom Jens Stryger Larsen.

På det helt rigtige tidspunkt stak Gvilia bolden til Lobjanidze, og køligt sendte Randers-teknikeren bolden ind bag Kasper Schmeichel.

Svarer tilbage

Fem minutter senere svarede danskerne tilbage på den uventede udligning. Simon Kjær gik i græsset efter et hjørnespark, og kampens østrigske dommer pegede på pletten.

Via målmandens hånd og stolpen gik Christian Eriksens straffespark i mål.

Ti minutter før pausen blev Åge Hareide tvunget til at tage en skadet Simon Kjær ud, og Mathias “Zanka” Jørgensen kom ind i stedet. Udskiftningen fik ingen nævneværdig betydning.

Superligatopscorer Robert Skov var blandt Hareides nye folk i startopstillingen. Han fik to gode muligheder fra kanten af feltet, men venstrebenet var uvant uskarpt hos debutanten.

Fra bænken og i ilden

Et kvarter inde i anden halvleg måtte Skov så forlade banen, og Daniel Wass kom i stedet ind til sin første landskamp siden 2016. Han skulle kun bruge et minut på at lave en afgørende aktion.

Fra den ene stolpe headede Wass bolden på tværs til Kasper Dolberg ved modsatte stolpe, og silkeborgenseren kunne let score sit andet mål i kampen og sit tredje i alt på landsholdet.

Georgiens målmand Giorgi Loria protesterede vildt. Han følte, at han ulovligt blev forhindret i at komme frem til Wass’ hovedstødsaflevering.

Dolberg jagtede et hattrick, og han kom tæt på i forbindelse med scoringen til 4-1.

Dolbergs hårde afslutning blev reddet af Loria, men Yussuf Poulsen var over returen og kronede en god arbejdsindsats med et mål, inden han blev udskiftet med Martin Braithwaite.

Selv om sæsonen har været lang, viste de danske spillere, at de havde kræfter til en sidste anstrengelse inden sommerferien.

I sidste minut af tillægstiden kunne indskiftede Braithwaite således øge til 5-1 efter endnu et oplæg af Wass. Forinden havde danskerne brændt en stribe store chancer.

Powered by Labrador CMS