Leverer redning i verdensklasse

Kasper Schmeichel stod en flot kamp for Leicester, som vandt hjemme over Liverpool i Premier League.

Leicester-keeper Kasper Schmeichel leverede i denne situation en flot redning på et forsøg fra Liverpools Roberto Firmino. Foto: Michael Regan/AFP
Udgivet Opdateret

Liverpool tabte lørdag yderligere terræn i toppen af Premier League efter holdets tredje nederlag i de tre seneste kampe.

Leicester vandt 3-1 hjemme over Liverpool og er dermed oppe på en andenplads med 46 point efter 24 kampe i den bedste engelske fodboldrække.

Kriseramte Liverpool er placeret på en fjerdeplads med 40 point efter 24 kampe. Manchester City topper rækken med 50 point efter 22 kampe.

På seks dyrebare minutter smed Liverpool det hele væk, efter at det forsvarende mesterhold havde bragt sig foran 1-0 og egentlig så ud til at være i kontrol.

Men så gik det helt galt, og Liverpool-manager Jürgen Klopp forsøgte at råbe sin spillere op ude fra sidelinjen. Det hjalp dog ikke.

James Maddison, James Vardy og Harvey Barnes scorede tre hurtige mål fra det 79. til det 85. minut.

Dermed smed Liverpool tre point væk på underlig vis, efter at Mohamed Salah havde scoret et flot mål til 1-0 efter 67 minutter.

Roberto Firmino leverede en elegant assist, da han fik lagt bolden bagud til Salah, der instinktivt afsluttede på sin førsteberøring.

Kasper Schmeichel var ude i fuld længde, men Leicester-anføreren kunne ikke nå ud til bolden.

Klasseredning

Dermed fik Firmino rettet op på en fæl afbrænder i første halvleg. Her diskede Schmeichel op med en klasseredning, da Firmino var helt fri i feltet.

Firmino skød på mål fra tæt hold, og den danske landsholdskeeper fik pareret med en stærk lap og afværget et mål.

I første halvleg havde Vardy også ramt overliggeren, men Leicester fik ikke scoret.

Det gjorde holdet til gengæld i slutfasen, da det hele ramlede sammen for Liverpool.

Først fik Maddison banket et frispark direkte i nettet til 1-1 efter 79 minutter.

To minutter senere scorede Vardy til 2-1, da Liverpool-keeper Allison Becker og den nytilkomne stopper Ozan Kabak gik fejl af hinanden.

Vardy udnyttede misforståelsen i Liverpools forsvar og kunne nemt trille bolden i det tomme net.

Leicesters midtbanespiller Harvey Barnes udstillede Liverpools selvopløsning ved at cementere sejren med målet til 3-1 efter 85 minutter.

Powered by Labrador CMS