Løkke får klø: To ud af tre vil af med ham

Statsminister Las Løkke Rasmussen (V)
Udgivet Opdateret

Ifølge et flertal af danskerne klarer statsministeren sig dårligt. Flertal vil have en anden statsminister.

69 procent af danskerne vil have en anden statsminister end Lars Løkke Rasmussen (V). Og 65 procent af danskerne synes ikke, at han har klaret sig godt som statsminister.

Det er resultatet af to målinger udført af Epinion for DR og Megafon for TV2.

I Epinion-målingen er 1005 danskere blevet spurgt, hvem de foretrækker som statsminister. Her foretrækker 20 procent Lars Løkke Rasmussen, 37 procent Mette Frederiksen (S), mens 32 procent foretrækker en tredje person.

Det er en stigning i opbakning til Mette Frederiksen og et fald i opbakning til Lars Løkke Rasmussen i forhold til en lignende måling fra september. Dengang var der 11 procentpoints forskel på opbakningen til de to. Denne gang er der 17.

Da den statistiske usikkerhed er på 3,1 procentpoint, er det en signifikant ændring.

Langt efter Thornings målinger

I Megafon-målingen er 1020 danskere blevet spurgt, hvordan Lars Løkke Rasmussen har klaret sig som statsminister, siden han 18. juni vandt magten tilbage.

Her svarer 31 procent, at han har klaret sig godt. 40 procent mener, at han har klaret sig dårligt, mens 25 procent har svaret hverken/eller.

Også her blegner Lars Løkke Rasmussens opbakning, hvis man sammenligner den popularitet Helle Thorning-Schmidt (S) kunne samle efter syv måneder i statsministerkontoret.

På trods af kritik af løftebrud og interne uenigheder i den daværende S-SF-R-regering, synes knap halvdelen af danskerne, at hun klarede sig godt. 23 procent synes, at hun havde klaret sig dårligt.

Dermed har Lars Løkke Rasmussen samlet sig 17 procentpoint flere kritikere i den danske befolkning, end Helle Thorning-Schmidt gjorde, da hun startede som statsminister.

Samtidig er gruppen af danskere, der mener, at Lars Løkke Rasmussen er kommet godt fra start, cirka 20 procentpoint mindre end den gruppe, der mente, at Helle Thorning-Schmidt kom godt fra start.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS