Luksusfælden: Eksperterne måtte opgive Sidsel og Morten

Sidsel og Morten kunne ikke hjælpes, da Luksusfældens eksperter var forbi parret.

Eksperterne kunne ikke hjælpe Sidsel og Morten. Foto: TV3.
Eksperterne kunne ikke hjælpe Sidsel og Morten. Foto: TV3.
Udgivet Opdateret

Tirsdag aften forsøgte Luksusfældens eksperter Mette Reissmann og Carsten Linnemann at hjælpe Sidsel på 24 og 30-årige Morten fra Holsted i Sydjylland.

Det endte med, at eksperterne ikke kunne hjælpe parret, der skylder 419.000 kroner væk. De er begge på kontanthjælp. Sidsel er siden begyndt at få nogle småjobs gennem et vikarbureau. Parret har dog ikke fortrudt, at de medvirkede i Luksusfælden:

– Vi har jo lært noget. Vi har fået nogle gode redskaber. Så selv om eksperterne ikke kunne lægge et budget på grund af vores lave indkomst, så har vi nu selv kontaktet vores kreditorer. Nu gælder det i første omgang om at få de små kreditorer væk, og så må vi tage de store til sidst, fortæller Sidsel til Newsbreak.dk.

Parret skal mindst afdrage 6.500 kroner om måneden, kom eksperterne frem til. Det kan de dog ikke i øjeblikket.

Skændtes konstant

Inden Luksusfælden kom til Holsted, skændtes parret konstant – blandt andet fordi Sidsel følte, at hun skulle agere mor for Morten. Men det har også ændret sig:

– Morten passer sin medicin nu. Det gjorde han ikke før. Og han har fået blod på tanden til at få en uddannelse, så han kan komme ud af kontanthjælpen, forklarer Sidsel.

Sidsel og Morten går også på længere sigt med et ønske om at blive forældre:

– Men det må vente et pænt stykke tid, til vores situation er blevet betragtelig bedre, slutter Sidsel.

Powered by Labrador CMS