Mand dræbt i voldsom trafikulykke

En mand er blevet alvorligt kvæstet ved en trafikulykke i Nordjylland. To andre har fået lettere skader.

Udgivet Opdateret

En 77-årig mand er onsdag aften omkommet som følge af en trafikulykke i Nordjylland.

Ulykken skete på Ålbækvej mellem Ålbæk og Skagen.

– Her kører han med meget høj hastighed op bag i en 12 ton tung frontlæsser, fortæller vagtchef Jess Falberg fra Nordjyllands Politi.

Efter at have ramt det tunge køretøj bliver personbilen slynget over i den forkerte kørebane, hvor den bliver ramt af en modkørende bil.

En lægehelikopter blev tilkaldt for at tage sig af den hårdt kvæstede mand.

Kort før klokken 22 arbejdede en læge fortsat med manden på ulykkesstedet.

Men klokken 01.00 natten til torsdag bekræfter Per Jørgensen, der er vagtchef ved Nordjyllands Politi, at manden er erklæret død.

De pårørende til den 77-årige mand er underrettet.

Kom lettere til skade

De to personer i den modkørende bil kom lettere til skade ved ulykken, mens føreren af frontlæsseren slap med knubs.

Vagtchefen oplyser, at der er ryddet op ved ulykkesstedet, og at trafikken kører almindeligt igen.

De nærmere omstændigheder omkring trafikulykken er ved at blive undersøgt, oplyser vagtchef Per Jørgensen.

Powered by Labrador CMS