Skip to main content

Når DMI varsler skybrud: Dette skal du gøre

Det er ikke for sjov, når DMI varsler skybrud eller andre former for voldsomt vejr. Det er nemlig DMIs ansvar at advare både os danskere, men også de myndigheder, der skal hjælpe os, når himmel og hav står i ét.

Det er vigtigt at læytte, når DMI varsler skybrud eller andet farligt vejr –
 ellers kan det ende som her den 15. august 2011 på Lyngbyvejen ved Hellerup. Arkivfoto: Bax Lindhardt/Scanpix.
Det er vigtigt at læytte, når DMI varsler skybrud eller andet farligt vejr – ellers kan det ende som her den 15. august 2011 på Lyngbyvejen ved Hellerup. Arkivfoto: Bax Lindhardt/Scanpix.
Det kan hurtigt gå galt, når kloakkerne ikke kan trække de store vandmængder, der falder, ved et skybrud. Arkivfoto: Scanpix.
Det kan hurtigt gå galt, når kloakkerne ikke kan trække de store vandmængder, der falder, ved et skybrud. Arkivfoto: Scanpix.

Når DMI varsler skybrud, storm, snestorm, orkan, isslag, stormflod, torden eller andre former for farligt vejr, så skal du lytte efter. Det er nemlig Danmarks Meteorologiske Instituts ansvar, at du får informationerne, når vejret går amok.

DMI har en såkaldt myndighedsaftale om, at det er dem, der skal sørge for, at advare både danskerne men i lige så høj grad myndighederne, når vejret ser ud til at blive farligt.

– Vi er udpeget som myndighedsansvarlig. Det betyder, at vi har et sektoransvar for helt officielt at komme med varsler om farligt vejr. Det sker på baggrund af vores vejrdata og vi kan dermed gå ind og understøtte andre myndigheder, når de skal planlægge at hjælpe befolkningen under ekstreme vejrsituationer, forklarer DMIs beredskabschef, Michael Skelbæk til Newsbreak.dk.

Sektoransvaret for at varsle ekstreme vejrsituationer blev givet til DMI efter Decemberorkanen der ramte Danmark den 3. december 1999. Den ramte med så voldsom en kraft, at man efterfølgende så sig nødsaget til at oprette et egentlig varslingssystem.

– Vi havde selvfølgelig forud for orkanen advaret om, at det ville blive en hård omgang. Vi havde i forvejen varslet om forhøjet vandstand. Men efter orkanen, som ramte med en hidtil uset kraft, gik myndighederne sammen og besluttede, at DMI i fremtiden skulle varsle om storme, orkan, snestorme, skybrud, torden, isslag og tæt tåge. Og faktisk kan vi i yderste tilfælde i samarbejde med politiet sætte sirenerne i gang for at advare folk Men det har heldigvis endnu ikke været nødvendigt, siger Michael Skelbæk.

Det er alvorligt

Når DMI varsler er det imidlertid vigtigt, at du hører efter. For der er faktisk alvor bag.

– Vi arbejder ud fra nogle på forhånd fastsatte grænser for, hvornår vi skal komme med en risikomelding og hvornår vi skal komme med et varsel. Grænserne er udarbejdet mellem DMI, beredskabsstyrelsen og politiet, forklarer Michael Skelbæk, der understreger, at man skal tage det alvorligt når DMI varsler skybrud, orkan, tæt tåge eller en af de andre voldsomme vejrbegivenheder.

– Vi mener det skam alvorligt, når vi kommer med et varsel eller en risikomelding. Så er det fordi vi har set noget, som kan give os problemer. Derfor bør man holde sig ajour via vores app, Twitter eller dmi.dk. Hvis DMI varsler skybrud, så skal man lukke vinduerne og tjekke eventuelle udendørs afløb eller riste. På den måde er man forberedt, når det voldsomme vejr rammer. Det har i 2017 hjulpet mange i januar, da vi varslede stormflod og oversvømmelser. Da nåede mange borgere at sikre deres hjem med sandsække inden vandmasserne for alvor ramte, forklarer beredskabschefen.

Advarsler skal følges

– Vi sidder jo her og følger vejret 24 timer i døgnet 365 dage om året og i varselssituationer vil politiet på baggrund af vores varsler lave anvisninger til hvordan borgerne skal forholde til situationen – eksempelvis nor DMI varsler skybrud. Derfor kan jeg kun opfordre til, at man følger de anvisninger, som politiet kommer med, siger Michael Skelbæk.

Du kan altid følge DMIs aktuelle varsler på det meteorologiske instituts hjemmeside.

Del din kommentar