Royalt par står sammen mod nethad

Svenske prinsesse Sofia og prins Carl Philip stiller op til et unikt interview til en ny podcast om mobning på nettet.

Svenske prinsesse Sofia og prins Carl Philip stiller op til et unikt interview til en ny podcast om mobning på nettet. Foto: kungahuset.se
Udgivet Opdateret

Mobning blandt unge foregår i dag også på sociale medier og internettet.

Og det skal der gøres noget ved.

Det mener det royale svenske prinsepar prinsesse Sofia og prins Carl Philip, som har sat sig for at tage hånd om problemet.

Podcast om nethad

Derfor medvirker parret i en ny podcast om netop nethad og mobning online, skriver Svensk Damtidning.

Det er det royale par selv, der har været med til at lave podcasten gennem deres stiftelse.

Podcasten, der har navnet “Jagten på likes”, får premiere 1. februar.

I første afsnit medvirker prinsesse Sofia og prins Carl Philip, der begge selv har et meget personlig engagement i forhold til at bekæmpe mobning.

– Nethad er en meget nem måde at mobbe på, og det er noget, som vi begge har oplevet meget stærkt, har prinsesse Sofia tidligere udtalt ifølge Svensk Damtidning.

Første gang svensk kongefamilie medvirker i podcast

Det er første gang, medlemmer af den svenske kongefamilie medvirker i en podcast.

Det har begejstret programmets ledere Isa Galvan og Linnea Holst forud for produktionen.

– Prinseparret inspirerer virkelig, og vi er glade for at lave det her sammen, lyder det fra de to i et interview på stiftelsens hjemmeside.

Isa Galvan og Linnea Holst har fundet det yderst interessant at arbejde sammen med det royale par om podcasten.

– Vi havde mødt dem inden, og det betød, at vi kunne føle os komfortable og begejstrede før optagelserne. Prinsen og prinsessen er åbne, omsorgsfulde og utrolig varme mennesker, lyder det fra programlederne.

/ritzau/FOKUS

Powered by Labrador CMS