Nedtrykt 20-årig forsvundet næsten en uge: Politiet har ledt og ledt efter ham

20-årige Domas Samoska, der formodentlig forlod sit hjem 22. marts i nedtrykt tilstand, er stadig savnet.

Foto: Colourbox
Udgivet Opdateret

Opdatering: Den efterlyste Domos Samoska er fredag den 13. april fundet død i Brabrandsøen i Aarhus, oplyser Østjyllands Politi. Der er intet, der tyder på, at der ligger en forbrydelse bag.

Østjyllands Politi har ledt efter 20-årige Domas Samoska på de steder, hvor hans pårørende har sagt, han godt kan lide at opholde sig. Han er blevet forsøgt ringet til, kontaktet på andre måder, og elektroniske spor er også forsøgt. Alt sammen uden held, og den unge mand er forsvundet på sjette døgn.

Det fortæller Jeanette Løv Rasmussen fra kommunikationsafdelingen hos politikredsen til Newsbreak.dk onsdag.

– Vi hører stadig rigtig gerne fra offentligheden, hvis nogen har en idé om, hvor han kan være henne, siger hun. Domas Samoska forlod sit hjem i Aarhus-forstaden Brabrand formentlig den 22. marts i såkaldt nedtrykt tilstand.

Mystik om forsvinden

Hans pårørende har i hvert fald ikke hørt fra ham siden 22. marts, og derfor arbejder politiet ud fra, at det er denne dag, den 20-årige har forladt hjemmet, men det vides ikke med sikkerhed. Anmeldelsen om hans forsvinden kom nemlig først søndag.

Hvis du ser Domas, eller ved hvor han er, så kan du kontakte Østjyllands Politi på telefonnummer 114.

Politiet efterlyste ham tirsdag, og onsdag er efterlysningen fulgt op af et signalement:

Cirka 175 centimeter høj.
Spinkel af bygning.
Mellemblond, kort hår.
Blå øjne.
Kendetegn: Et ar i højre hånd.
Kan være iført det tøj, han har på på billedet, og et par blå sko af mærket Lacoste.

Powered by Labrador CMS