Nick forsvandt pludseligt: Politiet bringer nu trist meddelelse

Den unge mand har været væk i over en uge.

Nick har været væk i over en uge. Foto: Privat.
Udgivet Opdateret

Nick Langkjær Hansen forsvandt fra Aarhus midtby søndag, 29. januar og trods et stort eftersøgningsarbejde er den unge mand ikke blevet fundet. Fra politiets side melder man nu ud, at man ikke længere leder efter Nick i samme stil, som man har gjort hidtil.

– Fysisk gør vi ikke, fortæller kommunikationskoordinator ved Østjyllands Politi, Marianne Morgen, til Newsbreak.dk.

Med det mener Marianne Morgen, at man fra politiets side ikke længere sender dykkere i vandet eller hundepatruljer ind i gyder og baggårde. Det har man prøvet, uden held.

– Vi har været i havnen og åen og gennemgået en masse video. Der var ikke noget de steder, vi har været, fortæller Marianne Morgen.

Det sidste spor, der er efter Nick, er fra Store Torv i Aarhus midtby. Nick er set på McDonald’s omkring 05.23 søndag morgen. Siden har ingen set ham. Fra politiets side gennemgår man stadig videomateriale for at finde ud af, om man kan spore Nick videre fra Store Torv. Dermed ikke sagt, at man ikke kan finde på at lede fysisk efter Nick igen.

– Kommer der noget nyt, er det noget, vi vil gøre, siger Marianne Morgen.

Kontakt politiet

Hun opfordrer i den forbindelse folk til at melde sig, hvis de ligger inde med oplysninger, såvel som billede- og videomateriale, der kan bidrage til sagens opklaring.

– Vi hører rigtig gerne fra vidner, der måske har set ham, siger Marianne Morgen.

Bekymret familie

Newsbreak.dk har tidligere været i kontakt med Nicks familie, der kunne fortælle, at det ikke er normalt for den unge mand sådan at forsvinde uden at give lyd fra sig.

– Han har daglig kontakt med sin mor. Han er ikke god til at passe på sin telefon. Men de gange, den har været gået i stykker eller er blevet væk, da har han lånt en. Derfor bliver vi urolige, fortalte Allan Wiise, der er gift med Nicks mor, tidligere til Newsbreak.dk.

Allan Wiise tror ikke på, at Nick eksempelvis er endt med at sove et sted, han ikke på forhånd havde aftalt med sine venner.

– Han kan godt have sovet hele søndag. Men så havde vi hørt fra ham i går, sagde den bekymrede stedfar, da Newbsreak.dk var i kontakt med ham.

Signalement

Da Nick Hansen forsvandt, var han iført følgende:

– Sorte sko og sorte jeans
– Mørkeblå/sort skjorte
– Lang, sort vinterjakke af mærket Fat Moose
– Nick er omkring 180 centimeter høj, normal af bygning og med kort, mørkt hår.
– Han har et modermærke/ar ved højre øje

Hvis du har oplysninger, der kan hjælpe politiet med at finde Nick, bedes du til Østjyllands Politi på ringe på 114.

Powered by Labrador CMS