Nu åbner New Start

New Start Kolding er klar til at åbne dørene til lokalet på Esbjergvej 108. Pressefoto.
Udgivet Opdateret

Efter flere måneders forberedelse er New Start Kolding nu klar til at invitere flygtninge indenfor i lokalerne på Esbjergvej i Kolding, hvor de kan hente tøj og legetøj, som foreningen har modtaget.

Koldingenserne har været meget gavmilde til at donere tøj og andre genstande til New Start Kolding, og det er en af årsagerne til, at åbningen af tøjudlevering til flygtninge har trukket lidt ud. De frivillige arbejder fortsat på højtryk, men det meste af de enorme mængder tøj er nu blevet sorteret, lagt sammen og stillet frem, og lokalerne er sat i stand.

Og selvom der fortsat ligger et stort arbejde forude, så er New Start Kolding nu endelig klar til at åbne dørene til lokalet på Esbjergvej 108 og invitere flygtninge indenfor.

– Vi åbner første gang den 14. november klokken 10-14, og her kan man både komme og hente tøj men også aflevere tøj, siger Ann Meier, nyudnævnt formand for New Start Koldings bestyrelse.

Flygtninge kan hente det de mangler

Der vil være frivilligt personale til stede, som hjælper de flygtninge, der kommer efter tøj. Der vil også være skilte på dansk, engelsk, arabisk og der vil være piktogrammer for dem, der ikke kan læse. Som udgangspunkt kan flygtningene hente det, de har brug for, men med respekt for, at der skal være nok til alle.

– Vi har tillid til, at folk tænker på andre, og vi håber, at der kommer rigtigt mange. Vi tror også på, at der vil være tid til at modtage tøj og vejlede folk, fastslår formanden.

Selvom der er kommet rigtigt meget tøj ind, så er der fortsat brug for mere. Især vintertøj til børn er en mangelvare, og har man noget liggende, som man gerne vil donere, så kan det også afleveres, når der er åbent for udlevering. Man kan også kontakte foreningen på kontakt@newstartkolding.dk, så er der mulighed for afhentning.

Fakta

New Start Kolding etablerede sig for nyligt som forening, og her blev følgende valgt til bestyrelsen:

Formand: Ann Meier
Næstformand: Tine Roos Nørgaard
Kassere: Jesper Elkjær
Sekretær: Anna Bredahl Elkjær
Bestyrelsesmedlem: Pia Møller Laz
Bestyrelsesmedlem: Ingrid Tönnies Hansen
Bestyrelsesmedlem: Karina Lorentzen
1. Suppleant: Alexander Bjørn
2. Suppleant: Julie Hermansen

Der vil fremover – som udgangspunkt – være åbent i lokalerne lørdag kl. 10-13.

Powered by Labrador CMS