Nu bliver vejret helt anderledes

De seneste dages flotte solskin afløses af en tung, grå dyne over landet

Udgivet Opdateret

Det var næsten for meget af det gode med 15 grader og solskin til danskerne, mens kalenderen stadig siger februar.

Sådan kunne vejrguderne tænkes at tænke, for vejret bliver fra i dag, tirsdag, noget anderledes.

Det siger Bolette Brødsgaard, vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, til Newsbreak.dk:

– Det bliver noget anderledes nu. Vi har en svag front inde over os, og det gør, at der fra morgenstunden er diset og tåget flere steder i Jylland. Det trækker langsomt længere mod øst, så det kommer også til Sjælland og så til sidst Bornholm i nat, siger hun.

– Der kan også være en smule regn i det, men de fleste steder vil det holde tørt. Så alt i alt en helt anderledes oplevelse af vejret, siger Bolette Brødsgaard.

Fine temperaturer – men pas på nattefrost

Vejret vil dog stadig være i den lune ende.

Tirsdag forventes temperaturer mellem 7 og 12 grader, ligesom det heller ikke vil blæse meget. I hvert fald ikke fra morgenstunden:

– Men det blæser op i det jyske. Vinden vil fra start være svag til jævn, men i eftermiddag op til frisk og måske endda lidt mere i aften, siger Bolette Brødsgaard.

Selv om temperaturerne kan betegnes som pæne for årstiden – februar er som bekendt en vintermåned – skal man ikke forvente nye vejrrekorder:

– I de kommende dage vil det stadig være overvejende tørt, og vi beholder også det lidt lune vejr, men temperaturrekorder skal man nok ikke forvente. Dagtemperaturerne bliver omkring de 10 grader, siger Bolette Brødsgaard.

Der vil dog være mere tendens til dis i morgentimerne, og natten til fredag og natten til lørdag er der lagt op til lokal nattefrost.

Powered by Labrador CMS