Nu går han ind i politik

Peter Loft ønsker at blive valgt til kommunalbestyrelsen i Gentofte for Liberal Alliance

Tidligere departementschef i Skatteministeriet Peter Loft vil nu forsøge sig som politiker. I første omgang forsøger han at blive medlem af kommunalbestyrelsen for Liberal Alliance i Gentofte. (Arkivfoto) Foto: Asger Ladefoged/Scanpix
Udgivet Opdateret

Den tidligere departementschef i Skatteministeriet Peter Loft vil til efteråret stå på stemmesedlen ved kommunalvalget i Gentofte, oplyser han til Ekstra Bladet.

Her stiller han op som kandidat til kommunalbestyrelsen for Liberal Alliance.

De fleste vil muligvis genkende Peter Loft for hans rolle i daværende statsministerkandidat Helle Thorning-Schmidts såkaldte skattesag.

Fra 1993 til 2012 var Peter Loft departementschef i Skatteministeriet.

Her spillede han en hovedrolle i sagen, hvor skatteoplysninger om Helle Thornings mand, Stephen Kinnock, blev lækket til pressen op til folketingsvalget i 2011.

Stoppede som departementschef

Sagen blev efter valget undersøgt af en kommission. Den konkluderede, at Peter Loft selv havde været for tæt på behandlingen af sagen, men ikke havde begået noget strafbart.

Ikke desto mindre blev Peter Loft hjemsendt i 2012 og stoppede som departementschef.

Selvom Peter Loft i første omgang forsøger at få en plads i Gentoftes kommunalbestyrelse, er hans ambition at gå ind i national politik, siger han til Ekstra Bladet.

– Jeg har lovet at stille op til kommunalvalget i Gentofte. Men det er landspolitik, der har min hovedinteresse, siger han til Ekstra Bladet.

Han bekræfter også, at han vil forsøge at blive kandidat til Folketinget ved næste valg.

Powered by Labrador CMS