Nu kommer myggene: Sådan undgår du dem i haven

Om det bliver et voldsomt myggeår eller ej, kan vi ikke gøre meget ved. Men du kan gøre haven til et mindre attraktivt sted for de irriterende insekter

Udgivet Opdateret

Se mere i galleriet ovenfor

Dansk sommer betyder jordbær med fløde, nye kartofler og pølser på grillen.

Men når grillaftenerne på terrassen trækker ud, har myggene det også med at gøre os selskab.

Der er dog et par ting, du selv kan gøre, så myggene ikke flokkes om din have.

– Der findes 30 forskellige myggearter herhjemme. Og de trives under forskellige forhold og klækker på forskellige tidspunkter, fortæller René Bødker, som er seniorforsker ved Institut for Veterinær- og Husdyrvidenskab på Københavns Universitet.

Æggene, der bliver til de første myg, du møder i maj, er blevet lagt året før.

– Men en lang række myg lægger gerne æg i løbet af sommeren, som kan nå at blive en plage samme år.

– Så hvis man har vand i haven i form af et havebassin, en gammel båd, badebassin, regnvandstønde uden låg eller endda en gammel ølflaske, det kan regne ned i, så hævner det sig i juli, august og september, siger han.

Lægger æg i våde områder

Der er nemlig det fællestræk, at myggene lægger æg i våde områder, og derfor er det særligt her, du skal sætte ind i haven.

– Myg elsker stillestående vand, siger havefaglig rådgiver Louise Møller fra Haveselskabet og fortsætter:

– Så hvis man har en vandtønde eller en havedam, hvor vandet står stille, har de perfekte forhold. De er også glade for skygge, og hvis det er køligt, fugtigt og læ, er det opskriften på et myggeparadis.

Rådet er derfor, at du lægger låg på din regnvandstønde, så myggene ikke kan komme til at lægge æg her.

Har du en hyggelig havedam, så kan den også blive til et ynglested for myggene. Det kan du dog reducere ved at sætte fisk ud i havedammen.

– Det vil nok have en lille effekt, siger Louise Møller.

Kan flyve langt

Selv om du gør en stor indsats for at afskrække myggene i din egen have, skal du dog også vide, at de kan flyve temmelig langt. Og hvis naboen har en havedam, så bliver det svært at undgå summende besøg på din side af hækken.

Der er også et andet afgørende parameter, du ikke rigtig kan skrue på: nemlig vejret. For jo vådere foråret er, jo flere myg får vi fornøjelsen af.

I fugtige skovområder, sommerhusområder og langs sumpede kyster kan man være plaget af skovmyg og strandengsmyg – men det gælder faktisk også i boligområder.

Og jo mere vand der står i grøfter og vandhuller, jo flere myg giver det ifølge Institut for Veterinær- og Husdyrvidenskab ude i haverne og byens parker.

Newsbreak.dk har tidligere beskrevet, hvilke myter om myggebekæmpelse der er fup – og hvilke der rent faktisk virker.

Se mere i galleriet ovenfor

Powered by Labrador CMS