Ny måling: Helle Thornings popularitet vokser

Arkivfoto: Scanpix.
Udgivet Opdateret

Hvis der var valg i morgen, ville 33 procent af danskerne foretrække, at Helle Thorning-Schmidt (S) bliver siddende i Statsministeriet. Det viser en ny måling, som Norstat har lavet for Altinget.dk.

Dermed øger Thorning sit forspring til Venstres Lars Løkke Rasmussen (V), hvis popularitet er gået lidt tilbage i målingen – 26 procent foretrækker Løkke som statsminister mens tallet var 27 procent i januar.

Altså er forskellen i de to kandidaters popularitet vokset til syv procentpoint til fordel for Thorning.

Altingets politiske kommentator Erik Holstein mener, at det har gavnet Thorning, at de Radikales formand Margrethe Vestager forlod Folketinget til fordel for EU.

»Thorning er blevet herre i eget hus. Som en statsminister skal være. Det kan vælgerne godt lide. Det sidste nøk opad skyldes utvivlsomt Thornings stærke optræden efter terrorangrebet. Egentlig havde jeg forventet, at hendes personlige popularitet ville stige kraftigere, men det kan nås endnu. Erfaringsmæssigt går der ofte noget tid, før meget dramatiske hændelser sætter sig i meningsmålingerne,« siger han til Alinget.dk.

Selvom der vist ikke er nogen tvivl om, at et kommende valg bliver et opgør mellem Løkke og Thorning, så ønsker 26 procent af danskerne sig en helt tredje kandidat som statsminister, mens 16 procent ikke ved, hvem de ville foretrække til at lede landet.

Af dem, der foretrækker en anden kandidat, så 33 procent gerne, at Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl (DF) kunne sætte sig til rette i Statsministeriet, skriver Altinget.dk.

Powered by Labrador CMS