Nybagt bilist havde hash i blodet og mere i bilen

Ung mand fra Esbjerg risikerer at miste kørekortet.

Den unge mand blev standset på Degnevej i Esbjerg. Foto: Krak.
Udgivet Opdateret

En ganske ung mand fra Esbjerg, 18 år gammel, har dårligt nok oplevet at få ægte ejerfornemmelse over sit kørekort, førend han står til at miste det igen.

Sagen er den, at manden mandag aften var ude og køre i sin bil. På Degnevej i Esbjerg blev han stoppet af politiet.

– Man får mistanke om, at han er påvirket. De tester ham med en narkotester, der ofte er med i politibilen, fortæller Søren Strægaard, vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi, til Newsbreak.dk.

Noget i blodet – mere i bilen

Den test gav udslag på, at den unge mand havde cannabis i blodet. Det stemte ganske godt overens med, at den unge mand i bilen havde 44.3 gram hash liggende. En solid klump, vil nogen nok mene.

– Det er da noget i hvert fald, fortæller Søren Strægaard.

Manden blev anholdt, så der kunne blive taget en blodprøve. Prøven er blevet sendt til Retsmedicinsk Institut, og viser den prøve, at den unge mand var særligt meget påvirket, ja så mister han sit kørekort.

Oveni det får han en bøde for at køre bil i påvirket tilstand.

Powered by Labrador CMS