Officielt: Daniel Agger trækker stikket

Fodboldlandsholdets anfører har meddelt, at han indstiller sin aktive fodboldkarriere.

Offentliggjort Sidst opdateret

Daniel Agger indstiller sin aktive fodboldkarriere. Det meddeler spilleren selv via sin Twitter-profil forud for et pressemøde.

Torsdag morgen inviterede landsholdsspileren til pressemøde 11.30.

– Jeg havde heldigvis mange muligheder, det er jo positivt nok, og det bekræftede mig i, at mit niveau stadig var acceptabelt. Det, der har været fremme – især i Tyrkiet – har været noget af det, jeg har tænkt mest over, siger han på mødet.

31-årige Daniel Agger har gennem store dele af karrieren døjet med skader, og efter sæsonens sidste kamp for Brøndby den 29. maj meddelte han, at han var i tvivl om, hvorvidt han ville fortsætte karrieren.

Netop Brøndby var klubben, hvor han fik sit gennembrud på seniorplan, dengang Michael Laudrup var cheftræner.

Daniel Agger var med til at vinde DM-guld og pokaltitlen i 2005, og i begyndelsen af 2006 blev han solgt til den engelske storklub Liverpool.

Her var han i otte et halvt år, men til sidst ragede han uklar med manager Brendan Rodgers, der ofte ikke havde Daniel Agger med i startopstillingen.

I sommeren 2014 vendte forsvareren til stor overraskelse for mange hjem til dansk fodbold og Brøndby, hvor han underskrev en toårig kontrakt.

Opholdet i Brøndby blev dog ingen stor succes, blandt andet fordi Agger ofte var skadet.

En tredjeplads i den første sæson blev fulgt op af en fjerdeplads i den netop overståede sæson, og det var langt fra nok til at tilfredsstille Daniel Agger.

Før sæsonens sidste kamp meddelte han, at han forlod Brøndby, enten for at fortsætte karrieren i en anden klub eller for helt at indstille karrieren.

Daniel Agger fik debut på A-landsholdet i 2005, og han nåede at repræsentere holdet i 75 kampe, hvor han scorede 12 mål.

De mange skader gjorde ham dog ukampdygtig i mange af landsholdets kampe gennem årene.

Daniel Agger repræsenterede Danmark ved to slutrunder, VM i 2010 og EM i 2012.

Powered by Labrador CMS