Organisation: Greta Thunberg bør få særlig pris

Klimaaktivisten Greta Thunberg har fortjent Nobels fredspris, mener klimarådgiver. Klimaforsker er skeptisk.

16-årige Greta Thunberg holdt en følelsesladet tale ved åbningen af FN’s klimatopmøde i New York den 23. september. (Arkivfoto) Foto: Carlo Allegri/Reuters
Udgivet Opdateret

Det vil være helt på sin plads og et skulderklap fra de voksne, hvis Greta Thunberg modtager Nobels fredspris.

Det mener John Nordbo, klimarådgiver i den humanitære organisation Care.

– Jeg synes, hun har fortjent det. Det er jo helt imponerende, hvad hun har stillet op til og stået model til, siger John Nordbo.

– Det vil være et signal fra det voksne samfund, om at unge menneskers vinkel, interesse og bekymring er værd at lytte til.

Nobelkomiteen offentliggør fredag formiddag modtageren af fredsprisen.

Der er i alt 301 navne på årets liste, men bookmakerne har alle en favorit: 16-årige Greta Thunberg fra Sverige.

Den mest oplagte kandidat

Hun er også John Nordbos favorit. Når han kigger på den vestlige del af verden, ser han ikke andre lige så oplagte kandidater til fredsprisen.

Det skyldes, at hun ifølge klimarådgiveren har formået at skabe stor opmærksomhed omkring klimakampen baseret på videnskab og fakta.

Det er ikke alle i den videnskabelige verden, der er enige i den påstand.

Klimaforsker Sebastian Mernild, der er direktør for det norske klimaforskningscenter Nansen Centeret, mener, at den 16-årige svenskers argumenter ikke altid er “rene i kanten”.

– Hun trækker overskrifter, der er udokumenteret. Det er bekymrende og taler i modsat retning af, at hun udelukkende refererer til videnskaben, siger Sebastian Mernild.

– Overdriver konsekvenser

Han peger på, at hun har tendens til at overdrive klimaproblemernes konsekvenser.

– Det med at Jorden eller menneskeheden går under, passer jo ikke. Det handler om klimatilpasning, ikke undergang, siger klimaforskeren.

Artiklen fortsætter under videoen

Han mener, at Greta Thunberg med rette får anerkendelse for at sætte en stor bevægelse i gang og være frontløber for de unge.

Men om det vil være positivt, hvis svenskeren modtager Nobels fredspris, er han er mere skeptisk over for.

– Jeg håber ikke, at det vil betyde, at der kommer mere fokus på hendes udokumenterede videnskabelige påstande. Men at der kommer fokus på det saglige i debatten, og det at hun kan række ud til en stor ungdom, siger han.

Powered by Labrador CMS