Pas på: Sådan kan kulden koste dig forruden

Vinterkulden kan nemt koste forruden på bilen, hvis ikke du tager dine forholdsregler.

Udgivet Opdateret

Vinterfrost og stenslag kan være en giftig cocktail for en forrude.

Det mærker man hos bilrudespecialisten Carglass, der lige nu har højsæson for udskiftning af forruder.

Og det er især ikke-reparerede stenslag, der skaber problemerne, fortæller Carglass-direktør Carina Bukkehave til Newsbreak.dk.

– Vi mærker en stigning i antallet af forrudeskift hvert år til vinter. Kulden og de mange temperaturskift gør, at selv et lille stenslag kan udvikle sig til en ødelagt forrude, siger Carina Bukkehave.

Det kan koste fra 2500 kroner og helt op til 8000 kroner at få udskiftet en forrude – hvorimod det koster omkring 400 kroner at få repareret et stenslag.

Opfordringen fra Carina Bukkehave er derfor klar.

– Sørg for, at få repareret stenslaget med det samme. Alle stenslag op til størrelsen på en tokrone kan repareres. Men er stenslaget større end det, bliver vi nødt til at skifte hele ruden, siger direktøren.

Temperaturskift giver problemer

Samme opfordring kommer fra Yasser Abaiji, teknisk konsulent hos FDM.

– Der er flere, der ringer ind med problemet om vinteren, så det er noget, man skal være påpasselig med, siger Yasser Abaiji.

Ifølge ham er det især de mange temperaturskift, forruden er udsat for om vinteren, der kan give problemer.

– De her konstante temperaturskift, der sker, hvor man for eksempel tænder klimaanlægget om morgenen, der så blæser varm luft direkte op på en frossen rude, kan godt få ruden til at revne, hvis der er et svagt punkt. For eksempel i form af et stenslag, siger Yasser Abaiji.

Desuden kan indtrængende vand i stenslaget, der sidenhen bliver til frost, også få ruden til at flække.

– Problemet bliver først stort, hvis der i forvejen er skader på ruden. Derfor er det en god idé at få repareret et stenslag så hurtigt som muligt, siger Yasser Abaiji.

Du kan i galleriet til denne artikel se, hvornår en skade på din forrude er ulovlig. Illustrationerne er vejledende. Du kan se en lignende, officiel, illustration, hos Færdselsstyrelsen.

Powered by Labrador CMS