Pensionist bestilte overgreb på flere hundrede børn: Her er straffen i historisk stor sag

Den 70-årige John Bech Jacobsen fra Brøndby har fået en dom på 12 års fængsel for medvirken til overgreb på hundredevis af børn.

En 70-årig pensionist er blevet dømt i en historisk stor sag om seksuelt misbrug af børn ved Retten i Glostrup tirsdag. Foto: Marie Hald/Scanpix
Udgivet Opdateret

Via en computer og en internetforbindelse har en 70-årig pensioneret chauffør fra Brøndby medvirket til ikke mindre end 356 grusomme seksuelle overgreb. Flere hundrede af overgrebene gik ud over børn.

Fra sit arbejdsværelse i en lejlighed i Brøndby har John Bech Jacobsen bestilt og betalt for at få livestreamet voldtægter af børn ned til 12 år. Videoerne indeholdt blandt andet blufærdighedskrænkelser, oralsex og samlejer. Det er filippinske børn, overgrebene er gået ud over.

Manden blev anholdt sidste år, og han erkendte delvist forholdene i afhøringer med politiet. Tirsdag er der så faldet dom ved Retten i Glostrup i den uhyggelige sag.

John Bech Jacobsen er blevet dømt til 12 års fængsel for 125 forhold om medvirken til overgreb på børn under og 218 forhold om medvirken til, at børn under 18 deltog i sexshows.

Anklagemyndigheden er godt tilfreds med dommen.

Konkrete ønsker

Den 70-årige har tidligere forklaret, at det ikke havde noget med seksuel interesse at gøre. Det handlede om at hjælpe nogle mennesker, der havde brug for det, lød det. Men det afviser retten.

Retsformand Hans J. Christensen lagde i domsafsigelsen vægt på, at John Bech Jacobsens forbrydelser virkede særdeles overlagte.

– Du fremstår som køber, der har en meget klar opfattelse af, hvad du efterspørger. Oftest har du konkrete ønsker til, hvad det er for nogle børn, der skal deltage, og hvad de skal lave.

– Det gør, at man kan betegne dig som professionel køber, sagde retsformand Hans J. Christensen under domsafsigelsen.

Har ikke optagelser

Manden er også fundet skyldig i at medvirke til incest i to forhold og for at besidde børnepornografisk materiale.

Politiet har ikke en eneste optagelse af de mange overgreb. I denne usædvanlige sag har ord været det bærende bevismateriale.

Det, som politiet gik efter, var den chat, som pensionisten sendte før og under de overgreb, der blev begået.

Anklager Helene Brædder havde krævet en forvaringsdom eller en fængselsstraf på ti år, men er tilfreds med afgørelsen.

– Jeg synes, man med udnyttelse af strafferammen, som omhandler voldtægt mod børn, sender et signal om, hvor alvorligt det her er, siger hun.

Hun mener, at man vil se lignende sager i retten fremover.

– Men jeg håber også, at man med 12 års fængsel er med til at melde ud, at politiet nogle gange vil banke på døren.

John Bech Jacobsen har bedt om betænkningstid i forhold til at anke dommen.

Ifølge Rigspolitiet er det første gang i verdenshistorien, at en person er dømt for så mange overgreb mod børn.

/ritzau/

– Retten har i helt overvejene grad været enige i vores syn på beviserne og jeg er godt tilfreds med dommen, som sætter et foreløbigt punktum i denne usædvanlige og grove sag. Der er tale om en sag af et omfang, vi ikke tidligere har set i Danmark og som er blevet afdækket i et tæt samarbejde mellem efterforskere hos Københavns Vestegns Politi, Anklagemyndigheden og Rigspolitiets Nationale Cyber Crime Center, udtaler anklager Helene Brædder i en pressemeddelelse.

Powered by Labrador CMS