Pernille Blume slår sin egen danske rekord fra OL i Rio

Pernille Blume svømmede sig lørdag sikkert i VM-finalen i 50 meter fri, da hun slog sin egen danske rekord.

Pernille Blume er sikkert i finalen i 50 meter fri ved VM på langbane i Budapest, efter hun lørdag slog sin egen danske rekord i semifinalen. Foto: Martin Bureau/AFP
Udgivet Opdateret

Danske Pernille Blume satte lørdag ny dansk rekord på 50 meter fri ved VM på langbane i Budapest.

Rekorden lyder på 24,05 sekunder, og det er to hundrededele af et sekund hurtigere end Blumes tidligere danske rekord, som hun satte, da hun vandt guld ved OL i Rio i 2016.

Det er en markant forbedring af den tid, hun svømmede i det indledende heat.

Den danske svømmer tilbagelagde favoritdistancen i tiden 24,32 sekunder i det indledende heat, hvilket var næsthurtigst på tværs af alle indledende heats.

Kun den svenske svømmestjerne Sarah Sjöström var hurtigere. Og svenskeren var igen hurtigere end Blume lørdag aften.

I den anden semifinale satte Sjöström nemlig ny verdensrekord, da hun svømmede i tiden 23,67 sekunder.

Der er lagt op til det store slag mellem de to svømmere, når finalen svømmes søndag aften.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS