Politiet advarer ung mand: Meld dig selv

Manden er mistænkt for et groft overfald

Udgivet Opdateret

Nordjyllands Politi opfordrer en ung mand, der er mistænkt i en sag om grov vold, til at melde sig selv, hvis ikke han ønsker at blive efterlyst i medierne. 

- Vi leder intensivt efter ham i øjeblikkeligt, og det fortsætter vi med i de næste dage – så jeg vil da opfordre ham til at rette henvendelse til os med det samme, så han ikke skal kigge sig over skulderen hele tiden, siger politikommissær og efterforskningsleder Kenneth Rodam i et Facebook-opslag fra Nordjyllands Politi. 

19-årig gennemtæsket

Sagen, manden er mistænkt i, er fra den 21. maj. Her blev en 19-årig mand overfaldet på Årestrupsvej i Aalborg og gennemtæsket med baseballbat, knytnæveslag og spark. 

TV2 Nord skrev dengang, at den unge mand blev kørt på skadestuen alvorligt tilskadekommen men uden for livsfare. Den 19-årige ønskede ikke at tale med politiet om epsioden. 

Nordjyske.dk skrev dengang, at politiet rykkede ud til stedet med patruljer, hundepatruljer, ambulance og en akutlægebil.

Anholdelser

Politiet skriver på Facebook, at en 22-årig mand blev fremstillet og varetægtsfængslet i sagen den 4. juni, mens den eftersøgte unge mand efterfølgende er blevet identificeret. 

Nu prøver politiet så at finde frem til ham. Sker det ikke, og giver han ikke selv lyd fra sig, er næste skridt for politiet en efterlysning med et foto.

https://www.facebook.com/NjylPoliti/posts/3987109884741274

Hvis man har oplysninger i sagen, kan man kontakte politiet på 1-1-4.

Powered by Labrador CMS