Politiet blev angrebet med farlig væske: Betjente er i bedring

Det var formentlig afløbsrens, to betjente fra Københavns Vestegns Politi blev ramt af fredag formiddag.

Politiet mødte talstærkt op, men det lykkedes at tale manden ud af lejligheden uden brug af fysisk magt. Foto: Presse-fotos.dk
Politiet mødte talstærkt op, men det lykkedes at tale manden ud af lejligheden uden brug af fysisk magt. Foto: Presse-fotos.dk
Udgivet Opdateret

Fredag formiddag udløste et væske-angreb mod to betjente en omfattende politiaktion på Pilegårdsvej i Herlev.

Her nægtede en mand i en periode at komme ud fra sin lejlighed, efter han havde hældt væske i hovedet på to betjente. Betjentene blev kørt til sygehuset, og det stod i første omgang ikke klart, hvilken type væske, der var tale om, eller hvor slemt betjentene var kommet til skade.

Nu oplyser Københavns Vestegens Politi, at der formentlig var tale om afløbsrens.

Vagtchef Lars Guldborg fortæller til Ritzau, at betjentene er i bedring fredag eftermiddag. Den ene er ramt i det ene øje, mens den anden er ramt andre steder i ansigtet.

– De er blevet kørt på hospitalet, hvor de bliver tilset. De får skyllet deres øjne og ansigt for en sikkerheds skyld, siger han til Ritzau.

Skulle hjælpe vicevært ind i lejlighed

Vagtchefen har tidligere på dagen fortalt til Newsbreak.dk, at politiet i første omgang blev kaldt ud til stedet, da en vicevært havde brug for at komme ind i en lejlighed og ønskede politiets assistance. Beboeren i lejligheden ville dog hverken lukke vicevært eller politiet ind, og det endte i en situation, hvor betjentene fik sprøjtet den farlige væske i deres ansigter.

Manden gemte sig efterfølgende i en periode fortsat i sin lejlighed, mens politiet mødte talstærkt op. Flere betjentene var iført beskyttende udstyr med ansigtsmasker.

Det lykkedes politiet at komme i kontakt med manden og få ham overtalt til at komme ud af sin lejlighed. Han blev anholdt på stedet.

Manden er sigtet for vold mod politiet, og han vil lørdag blive krævet varetægtsfængslet ved et grundlovsforhør. Politiet ved endnu ikke, hvordan manden forholder sig til sigtelsen.7

Politiet har tidligere oplyst, at der er tale om en mand, der lider af psykisk sygdom.

Newsbreak.dk har uden held forsøgt at kontakte Københavns Vestegns Politi for yderligere oplysninger om sagen.

Powered by Labrador CMS