Politiet leder desperat efter denne mand: Tjek dit udhus, skur og din garage efter ham

Politiet leder fortsat efter en 47-årig mand, som forsvandt for fem dage siden.

Udgivet Opdateret

Opdatering 11. november 16.38: Manden er blevet fundet død.

Som Newsbreak.dk tidligere har beskrevet, udsendte Midt- og Vestjyllands Politi mandag en efterlysning af 47-årige Klaus Tang Andersen, der fredag den 2. november forsvandt.

Ved 10-tiden fredag tog han en taxa fra Regionshospitalet i Herning, og siden har ingen set ham.

Nu meddeler politiet i en pressemeddelelse, at nye oplysninger tyder på, at manden sidst har befundet sig i trekanten mellem Mejdal, Tvis og Mejrup i udkanten af Holstebro.

Derfor afsøgte politiet tirsdag eftermiddag området med patruljer, hunde og helikopter – dog uden resultat.

Politiet kan ikke udelukke, at han i mellemtiden er søgt til et nyt sted, men politiets oplysninger gør det sandsynligt, at han befinder sig i det sydøstlige opland til Holstebro. Politiet er fortsat af den opfattelse, at han kan have brug for hjælp og beder derfor alle borgere i det område holde særligt udkig efter ham og tjekke udhuse, garager og skure, meddeler det i en pressemeddelelse.

Klaus Tang Andersen beskrives som omkring 180 centimeter høj. Han har kort, gråt hår og er almindelig af bygning.

Ved sin forsvinden var han iført en sort jakke, cowboybukser og kondisko.

Politiet vil gerne høre fra borgere, der har set ham eller ved, hvor han opholder sig. Oplysninger kan gives til politiet på tlf. 114.

Powered by Labrador CMS