Politikere vil gøre disse Facebook-profiler ulovlige

Flere partier vil sætte ind mod identitetstyveri på Facebook og andre sociale medier. Juralektor er skeptisk.

Har du en falsk profil på de sociale medier, så kan den meget vel blive gjort ulovlig. Arkivfoto.
Udgivet Opdateret

Det skal være ulovligt at oprette falske profiler på Facebook og andre sociale medier.

Det er meldingen fra en række politikere, efter at Jyllands-Posten torsdag beskrev, hvordan den tidligere forsvarschef Peter Bartram flere gange har været udsat for, at nogen laver en profil i hans navn og misbruger billeder.

Peter Skaarup (DF), der er formand for Folketingets retsudvalg, mener, at der er “et hul i loven”, som stammer fra tiden, før Facebook, Twitter og andre sociale medier dukkede op.

– Det er dybt intimiderende for Peter Bartram og andre i en lignende situation, og jeg mener, at vi bør rette op på den skævhed og få lukket hullet i loven. Som det er nu, er man hjælpeløs i en sådan situation, siger han til Jyllands-Posten.

Han får opbakning fra Venstres retsordfører, Preben Bang Henriksen, som vil drøfte sagen med justitsministeren.

Ingen lovgivning

I modsætning til i Norge er der i Danmark ikke nogen lovgivning mod identitetstyveri.

Først i det tilfælde, at identitetstyveri bliver brugt til noget kriminelt, er det strafbart.

– Så jeg har svært ved at se, hvordan man skulle kunne komme efter en person, der opretter en profil i et andet navn, siger juralektor Henning Bang Fuglsang Madsen Sørensen fra Syddansk Universitet til Jyllands-Posten.

Retsordfører Morten Bødskov fra Socialdemokratiet peger imidlertid på, at falske profiler kan føles “modbydeligt og intimiderende” for de personer, der ufrivilligt lægger navn til.

– Det her går kun én vej, og det bliver værre. Internetgiganterne har et kæmpe ansvar, som de på nuværende tidspunkt ikke lever op til. Det skal vi have fundet en vej til, at de kan gøre, siger han til avisen.

Peter Bartram har ifølge Jyllands-Posten cirka 25 gange anmeldt misbruget til Facebook, men til ingen nytte. Så snart en profil er blevet lukket, er der åbnet en ny i hans navn.

Powered by Labrador CMS