Prinsesse i tårer på tv

Prinsesse Märtha Louise taler om Ari Behns død i nyt tv-program

Eksmandens død kan stadig fremkalde stærke følelser hos Märtha Louise. Arkivfoto: Scanpix
Udgivet Opdateret

Norges prinsesse Märtha Louise åbner i programmet Helt Harald på norsk TV2 op om den skæbnesvangre dag i 2019, hvor hun fik overbragt nyheden om eksmanden Ari Behns død.

Det skriver avisen VG.

Nyheden om Ari Behns tidlige bortgang rystede hele Norge. Men få mere end kongefamilien.

Familien fik nyheden overbragt, mens de holdt jul samlet på Kongsseteren i Holmenkollen. Og nu går Märtha Louise i yderligere detaljer:

– Vi havde egentlig en vildt hyggelig jul. Vi sad og så Alene Hjemme 2 eller 4, eller hvad det nu var. Det var vildt hyggeligt, fortæller hun og fortsætter.

Hun fortæller så, at den gode stemning blev brudt. Ari Behns far Olav Bjørshoel ringede til den kongelige politieskorte, der ringede videre til hofchefen, der så igen ringede videre til kong Harald for at overbringe den triste nyhed:

– Så kom far ind og fortalte mig det, og jeg måtte sige det til børnene. Det er noget af det hårdeste, jeg har prøvet. Men man er desværre nødt til det, siger hun.

Prinsesse i tårer

Senere i interviewet trænger tårerne sig på, skriver VG.

Det sker, da værten spørger Märtha Louise, hvordan hun vil huske Ari Behn:

– Jeg husker sådan nogle gode øjeblikke. Som da han malede på gulvet med et barn på ryggen. Eller når vi holdt middage, siger hun.

Herefter bryder prinsessen for alvor ud i gråd:

– Han var sjov, siger hun ganske stille.

I interviewet fortæller prinsessen også, at hun ikke vil udelukke at flytte til USA for at kunne være sammen med kæresten Shaman Durek.

Powered by Labrador CMS